Aa Kirke
o)han(n)a, død 13. maj [15]68, og Th(a)lia, død 9. okt. [15]72. Det er en rødlig figursten, hvoraf størstedelen af stenen optages af tre figurer i højt relief. De viser en ridder mellem to
o)han(n)a, død 13. maj [15]68, og Th(a)lia, død 9. okt. [15]72. Det er en rødlig figursten, hvoraf størstedelen af stenen optages af tre figurer i højt relief. De viser en ridder mellem to
O, OH)18 murmanit Na2(Ti, Nb)2Si2O9·nH2O naujakasit Na6(Fe, Mn)Al4Si8O26H2O rinkit (Ca, Ce)4Na(Na, Ca)2Ti(Si2O7)2F2(O,F)2 sodalit (NaAlSiO4)2·2NaCl sorensenit Na4SnBe2Si6O16(OH)4 steenstrupin-(Ce) Na14Ce6Mn2Fe2(Zr, Th) (Si6O18
O'Fredericks også Tyrannens Fald (1942) om en tyrannisk ægtemand, der får som fortjent – i øvrigt et remake af Carl Th. Dreyers stumfilm Du skal ære din hustru (1925). Hendes første film som eneinstruktør var abortfilmen Det brændende Spørgsmaal (1943) efter
th, blev i almindelighed til [t], fx ting for thing, i småord dog [d]: da, dem for tha, them. Den lange vokal a blev rundet til å, undertiden skrevet o, men normalt aa, fx hor/haar 'hår' for har med langt
th th 8 Ι, ι iota i i 9 Κ, κ kappa k k, g 10 Λ, λ la(m)bda l l 11 Μ, μ my m m 12 Ν, ν ny n n 13 Ξ, ξ xi x x 14 Ο, ο omikron o
th, ch, der oprindelig har været udtalt med tydelig aspiration, men senere formodentlig som f, t, k. Stavemåder i indskrifter fra Pompeji viser, da h i forlyd og m i udlyd ofte mangler, at udtalen af disse lyde må have været meget svag. De tre tegn for k-lyden svarede
o) yenob plenum ’fuld’ udviklingen af latinsk [lj] mujer muller mullé(r) muhera mulierem ’kvinde’ udviklingen aflatinsk perfektum2. pers. sg. cantaste canteste cantés(-ós) cantahte cantavisti ’du sang’ a. h udtales i dele af andalusisk i modsætning til i castiliansk aspireret b. dette fænomen, som på spansk kaldes yeísmo, har
o, u, ú, ö, og fem diftonger: á [ɑw], ó [ɔw], æ [ɑj], ei/ey [ɛj], au [œj]. De norrøne lange vokaler æ og ǿ (ofte gengivet œ) er faldet sammen i diftongen [ɑj], skrevet æ, og de norrøne korte vokaler ǫ og ø er faldet sammen i ö. De norrøne
th i hhv. thing og this). Som det eneste sprog har islandsk bevaret disse tegn med deres oprindelige lydværdi. I middelalderlige latinske tekster finder man bilabialt v ([w]) i germanske ord gengivet med vv, uu eller sammenskrevet w (dog også med gu, fx werra/guerra 'krig'). Engelsk skelner mellem bogstavtegnet w
th, d, dh, n, et træk, der er bevaret i de fleste nyindoariske sprog. De indoiranske sprog hører til de såkaldte satemsprog, idet indoeuropæisk palatalt k̂ er blevet til en sibilant (se kentum- og satemsprog). Ordforråd Overensstemmelsen i ordforråd mellem de indoariske og de iranske oldsprog er så stor, at