Maria Medici
Maria Medici var en fransk dronning, gift med Henrik 4. og efter hans død i 1610 regent for sønnen Ludvig 13. Maria Medici var datter af storhertug Francesco 1. Medici (1541-87) af Toscana. Som regent førte hun sammen med
Maria Medici var en fransk dronning, gift med Henrik 4. og efter hans død i 1610 regent for sønnen Ludvig 13. Maria Medici var datter af storhertug Francesco 1. Medici (1541-87) af Toscana. Som regent førte hun sammen med
Maria Medici. Ludvig 13. besteg tronen som niårig efter mordet på hans far. Moderen var hans formynder indtil 1614, men reelt havde hun og marskal Concino Concini stor politisk indflydelse, indtil Ludvig 13. i 1617 lod Concini myrde. Maria Medici
Medici, i 1537 blev hertug. Endnu et par dygtige storhertuger, Francesco 1. (1541-87) og Ferdinando, fortsatte i Cosimo 1.s fodspor og knyttede bl.a. ved en aktiv ægteskabs- og alliancepolitik Medicislægten til andre store europæiske dynastier. Således var Katarina Medici og Maria
Bartholomæusnatten. Efter at Henrik var blevet fransk konge under navnet Henrik 4., fik han i 1599 erklæret det barnløse ægteskab for ugyldigt og ægtede året efter Maria Medici. Margrete var intrigant og udsvævende, men huskes tillige for sine livfulde memoirer.
Maria Medici, som blev fransk dronning i 1600, førte den florentinske hoffest til landet; den kom til at tjene som model for hoffesterne på slottet i Versailles, hvor teatret spillede en central rolle. Nationalt, professionelt teater I begyndelsen af 1600-tallet
Maria Medici og Concino Concini, der havde betydelig politisk magt i den unge Ludvig 13.s første regeringsår. Da kongen i 1617 brød sin mors magt og lod Concini myrde, faldt Richelieu også i unåde og blev forvist til Luçon
Maria Medici til Frankrig, da hun ægtede kong Henrik 4. Efter Henriks død 1610 blev Concini den reelle regeringsleder under dronningens regentskab for den unge Ludvig 13. I 1610 blev han statsråd og marquis d'Ancre og i 1613 marskal
Maria Medici regerede for den mindreårige Ludvig 13., udnævnte hun 1614 Bassompierre til generaloberst i Schweizergarden. I 1621-26 tjente han som diplomat i Spanien, Schweiz og England. Pga. sin deltagelse i komplottet mod Richelieu i 1630 sad han fængslet
tradition indtil romantikken. Malherbes egen produktion var lille, og hans digte har som oftest et retorisk og officielt præg, der svarer godt til hans idéer om poesiens værdighed og hans egen rolle som hofpoet hos Henrik 4. og Maria Medici.
Maria Medici. På ny blev italiensk indflydelse mærkbar, som det også ses i Jacques Lemerciers facade til Pavillon d'Horloge i Louvres vestfløj (1624) med klassiske ornamenter og søjler; kirker som François Mansarts Val-de-Grâce i Paris (1645) er