Magnus Maximus
Magnus Maximus var romersk oprørskejser fra 383. Magnus Maximus tog magten i Britannia, Gallien og Spanien og besatte i 387 Norditalien, men blev det følgende år besejret af Theodosius 1. den Store.
Magnus Maximus var romersk oprørskejser fra 383. Magnus Maximus tog magten i Britannia, Gallien og Spanien og besatte i 387 Norditalien, men blev det følgende år besejret af Theodosius 1. den Store.
Magnus Maximus 392-394 Eugenius vestromerske kejsere 395-423 Honorius 421 Constantius 3. 423-425 Johannes2 425-455 Valentinian 3. 455 Petronius Maximus2 455-456 Avitus2 457-461 Majorianus 461-465 Libius Severus2 465-467 interregnum 467-472 Anthemius 472 Olybrius2
Magnus Maximus. Fra 392 var han enehersker; dog måtte et nyt oprør i Italien nedkæmpes i 394. I religiøs henseende var Theodosius konsekvent i sin støtte til den nikænske ortodoksi, som fra 380 var eneste anerkendte statsreligion. I forbindelse med
Maksimal, maks., (af lat. maximus den største, af magnus stor), størst mulig; som ikke kan være større; det modsatte af minimal.
maximus 'størst, vigtigst', af magnus 'stor'), loft over den rentesats, der kan benyttes i et gældsforhold. Bestemmelser derom findes fx i Renteloven, som bl.a. yder forbrugere med en svag økonomi beskyttelse mod at komme til at betale høje renter til
Maximus, den ledende pontifex præst der bl.a. overså vestalinderne og kalenderen (Cæsar indførte den første udgave af den kalender vi stadig bruger i dag); året efter tjente han som prætor. Det første triumvirat I løbet af 60 bragte han sig frem i første række gennem det såkaldte første triumvirat, en