Einar Benediktsson
søger at knytte tråden tilbage til skjaldedigtningen. Den lyriske produktion fordeler sig på fem tætte bind fra Sögur og kvæði (1897, Fortællinger og digte) til Hvammar (1930, Dalstrøg) og findes udgivet under ét som Ljoðmæli 1-3 (1945, Samlede digte).