Kaldæa
Kaldæa er et navn på det sydlige Babylonien, som via Bibelen går tilbage til den babyloniske betegnelse kaldayyu for de stammer, kaldæerne, der i løbet af 1100-900 f.v.t. havde slået sig ned i det sydlige Babylonien, inklusive Ur. Læs
Kaldæa er et navn på det sydlige Babylonien, som via Bibelen går tilbage til den babyloniske betegnelse kaldayyu for de stammer, kaldæerne, der i løbet af 1100-900 f.v.t. havde slået sig ned i det sydlige Babylonien, inklusive Ur. Læs
Kaldæa"). Ca. 800-625 f.v.t. kæmpede kaldæerne indædt mod det assyriske overherredømme i Babylonien, og det blev en af deres ledere, Nabopolassar, der 625-605 f.v.t. blev den første af de nybabyloniske konger. På det tidspunkt havde kaldæerne for længst
en samling dunkle orakelvers fra 100-t. e.Kr., tillagt guddomme fra Kaldæa. De er udtryk for senantikkens platonisk inspirerede mystik. I den sene nyplatonisme fik de kaldæiske orakler status som en "hellig" bog — i konkurrence med de kristnes hellige skrifter.
Kaldæa. Stedet er blevet identificeret ud fra indskrifter i Tell el-Muqayyar, der angav navnet på oldtidsbyen. De vigtigste udgravninger fandt sted 1922-34, da Leonard Woolley ledede de store britiske undersøgelser. De ældste levn går tilbage til Ubaid-perioden