Jean Racine
Jean Racine, 21.12.1639-21.4.1699, fransk forfatter. Jean Racine mistede begge sine forældre som ganske lille og voksede op i sin fars familie og på Port-Royal-klostret. Her kom han i skole hos nogle af tidens fineste kendere af græsk
Jean Racine, 21.12.1639-21.4.1699, fransk forfatter. Jean Racine mistede begge sine forældre som ganske lille og voksede op i sin fars familie og på Port-Royal-klostret. Her kom han i skole hos nogle af tidens fineste kendere af græsk
(Gyldendals Teaterleksikon)
Jean Racine, 1639-99, fransk dramatiker. R mistede tidligt sine forældre og blev opdraget i Port Royal-klostret hos jansenisterne, der med bekymring så deres elevs tilbøjelighed for teatret og det verdslige liv. I 1664 fik R sin første tragedieLa
Jean Racine konfronterede lidenskaber med fornuft. Under den politiske enevælde fandtes æstetiske regelsæt, men omvendt kunne en Molière frit hænge hykleri og skabagtighed ud i sine komedier. Filosofiens indflydelse Filosofferne i 1700-tallet var optaget af en rationel forklaring af
Jean Racine (Phèdre, 1677). Både antikken og disse indbyrdes ret forskellige tragedietyper trak lange, men ikke altid vitale spor efter sig i europæisk teaterdigtning og -teori. Fornyelsesforsøg kom i 1700-tallet ved det borgerlige sørgespil (Gotthold Ephraim Lessing) og dets
Jean Racine betragtes som tragediens mester. I det meste af 1600-tallet var der en intens teateraktivitet i Paris, ikke mindst takket være aktiv kongelig støtte. De samme trupper, som spredte glans på Versailles, fik lov til at fremføre deres
der i de græske myter er gift med Hektor og mor til Astyanax. Hun er titelfigur i Euripides' tragedie, opført ca. 429 f.v.t. og i Jean Racines Andromaque fra 1667. Læs mere i Den Store Danske Grækenland i oldtiden – teater
elskerinde; dette gentog sig i Rom år 75, men var så ilde set, at han måtte sende hende bort, og da han blev kejser i 79, ignorerede han hende. Berenikes historie danner grundlag for Jean Racines lyriske drama Bérénice (1670).
Jean-Louis Barrault. Comédie-Française har først og fremmest opført de franske klassikere, Molière, Thomas Corneille og Jean Racine, men i løbet af 1900-t. også nyklassikere som Paul Claudel og Henry de Montherlant og udlændinge som T.S. Eliot og
Jean Racine, der igen bygger på Euripides’ tragedie Ifigenia i Aulis. Operaen blev uropført i Paris 1774, men på trods af, at den fik stor succes, omarbejdede Gluck værket i 1775. Richard Wagner var stor beundrer af Iphigénie en Aulide
Jean Racine. Komedien blev domineret af Moliere. Også i England var klassicismen på dette tidspunkt toneangivende, og dens normer blev endnu kraftigt hævdet af kritikeren Samuel Johnson omkring 1775. Selv hvor man ikke spejlede sig i antikkens storhed, blev formkravene