Jahve
er navnet på Israels gud i Det Gamle Testamente. Udtalen er sandsynlig, men ikke helt sikker, fordi ærefrygt for gudsnavnet på et tidligt tidspunkt førte til et forbud mod at udtale det (se Herren). I 2. Mosebog, 3,14 sættes
er navnet på Israels gud i Det Gamle Testamente. Udtalen er sandsynlig, men ikke helt sikker, fordi ærefrygt for gudsnavnet på et tidligt tidspunkt førte til et forbud mod at udtale det (se Herren). I 2. Mosebog, 3,14 sættes
Jahve, og havde ikke lov til at dyrke andre guder, som det udtrykkes i De Ti Bud. Jahve havde åbenbaret sig for Israel på Sinaibjerget efter udvandringen fra Egypten og havde sluttet pagt med Israel. Israelitterne forlod imidlertid Jahve og
Jahve, som han mødtes med på Sinaibjerget og talte med "som en mand taler med sin ven". Den pagt som Moses indgik med Jahve blev af central betydning for jødernes identitet og kultur. Ifølge pagten måtte jøderne kun have Jahve
Jahves magt og Jahves retfærdighed. Farao straffes nok for sin hårdhed. Men det er Jahve selv, der "forhærder hans hjerte". Det står ikke helt klart, om meningen er, at Jahve bestyrker en indstilling, som Farao allerede har og derfor selv
Jahve præsenterer sig: Gud talte alle disse ord: "Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset." 1. bud Det første bud forbyder israelitter at dyrke andre guder end Jahve, en grundfordring med stor udbredelse i
Jahve i sin tale verden i ord. Job må give sig og erkende, at han er ringe og uforstandig. I en afsluttende prosaramme går Job i forbøn for sine venner, da Jahve vil straffe dem. Job får alt dobbelt tilbage
Jahves egen finger). I fortællingen om dansen omkring guldkalven (2. Mosebog 32) knuser Moses tavlerne, da folket i hans fravær har dyrket en gudestatue; episoden giver anledning til en voldelig afstraffelse af dem, der har overtrådt billedforbuddet og kravet om
Jahves dyrkere, primært israelitterne, og vedrører ikke andre religioner. Det bør ikke opfattes som et generelt forbud imod at forestille sig Jahve visuelt (der er talrige sproglige billeder af Jahve), men at dyrke ham i form af en statue, der
er den centrale skikkelse i en række passager i Esajas' Bog, kap. 40-55; digtet om den lidende tjener i kap. 52 er liturgisk tekst til langfredag. Ebed-Jahve betyder 'Herrens tjener' på hebraisk.
Jahves hustru bedriver hor med fremmede guder. Skilsmisseretssagen, som Jahve fører mod den utro hustru, fører ikke til fordømmelse, men til forsoning. I kap. 4-8 anklages folket for religiøse misforhold og politisk opstand. Hoseas repræsenterede den såkaldte Jahve-alene