alfabet
tegn for en labiodental /v/-lyd (hvorimod tegnet v står for lyden [f]). Da w er ældre end det konsekvente skel mellem u og v, var der bl.a. i ældre dansk en tilbøjelighed til at bruge w som tegn for
tegn for en labiodental /v/-lyd (hvorimod tegnet v står for lyden [f]). Da w er ældre end det konsekvente skel mellem u og v, var der bl.a. i ældre dansk en tilbøjelighed til at bruge w som tegn for
tegnet V både for konsonantisk [w] og vokalisk [u]. Tegnet stammer fra det vestgræske V, der er lånt fra det fønikiske wau. Omkring Kristi fødsel udviklede den romerske skriveskrift den afrundede bogstavform U, u, der i middelalderen brugtes side om
W, w, dobbelt-v er det 23. bogstav i alfabetet. I middelalderen opstod i de germanske sprog den sammenskrevne fordobling af tegnet V/U, jf. engelsk double u, og bogstaverne u, v og w brugtes uden forskel både som konsonant og
W. A. Phillips i 1958. Han tegnede et diagram, der viste sammenhængen mellem den årlige stigningstakt i de nominelle lønninger (løninflationen) og arbejdsløshedsprocenten i Storbritannien fra 1861 til 1957. Den overordnede sammenhæng var negativ, sådan at år med lav løninflation
tegn vv, ae og oe i formerne w, æ og ø overtaget fra tysk og angelsaksisk skrift. I tysk blev æ og ø senere udskiftet med ä og ö, som i begyndelsen af 1500-tallet blev optaget i svensk, hvor
tegnene i for [i] (ligesom ukrainsk) og y̆ for [w]. Retskrivningen afspejler udtalen: Fx udtales tryksvagt o i såvel hviderussisk som russisk [a], men kun i hviderussisk skrives der a, jf. hviderussisk malaˈko 'mælk' og ˈholas 'stemme' over for russisk
tegn, og flere tegn har derfor mere end en lydlig korrespondens, fx kan i-runen stå for i, men også for e og j, u-runen for u, men også for o, y, ø og w, og k-runen kan
w for u, j for i osv.), og endnu senere indførtes en række specifikke tegn til betegnelse af vokaler. Syrisk findes skrevet med tre forskellige skrifttyper og med forskellige systemer for vokalbetegnelse. Syrisk skrift bruges også til at skrive nogle
Tegnet F stammer fra det græske bogstav ϝ, benævnt wau eller digamma, som angav lyden w. Bogstavet wau indgik ikke i det joniske alfabet, der senere blev det græske standardalfabet, hvorimod det fandtes i det vestgræske, hvorfra romerne fik deres
W. Pohlke (1810-1876) gik videre og beviste i 1853, at den frihed, man normalt tager sig, når man tegner en terning, er matematisk forsvarlig, idet der findes en tilsvarende parallelprojektion. Læs mere i Den Store Danske afbildning projektion aksonometri