Hvideslægten
Hvideslægten, se Hvide.
Hvideslægten, se Hvide.
Hvideslægten er opkaldt efter dens ældste kendte stamfader Skjalm Hvide. Den navnkundige og vidt forgrenede klan brugte i højmiddelalderen ikke selv Hvide som slægtsnavn, men anvendte navne som Rani, Galen og Litle. Betegnelsen skyldes alene forsøg fra eftertidens genealoger på
Hvideslægt, mens hans far var af ukendt oprindelse. Han blev uddannet i udlandet og opholdt sig en tid ved pavehoffet, hvor han blev æreskapellan. Biskop i Roskilde I 1249 blev han af paven indsat som biskop i Roskilde, hvilket afgjorde
Hvideslægten. Man kender til syv sønner: Torben (død 1198), Johannes (død ca. 1201), Ebbe (død 1208), Lars (død 1208), Peder (død 1214), Jacob (død 1246) og Anders Sunesen. Sunesønnerne hørte til landets absolutte elite under Valdemar Sejrs styre og var
Hvideslægtens eje. Esbern Snare, der var medlem af Hvideslægten, er da også foreslået som kirkens bygherre. Kirkegården Den store kirkegård har bevaret sit middelalderlige omfang og mod nord og syd hegnes den da også af middelalderlige mure. Ved nordmuren står
Hvideslægten, men i kraft af den omtalte datering af kirken må dette afvises, da Esbern Snare ved byggeriets begyndelse allerede havde været død i flere år. Bygherren må dog have været af aristokratisk slægt og formodes stadig at have relation
synes han at have virket for en udvikling af landets økonomi og en effektivisering af den kongelige forvaltning. Hvideslægten og store dele af kirken stod længe på Abelslægtens side. Læs mere i Den Store Danske kongerækken Danmarks historie i middelalderen
Hvideslægten. Frem til 1900-t. var området helt domineret af landbrug og råstofgravning; rester af oprindelig landsbystruktur findes kun tre steder. Industrialiseringen i Lillerød begyndte i 1896, da snedkermester Fritz Hansen fra København oprettede et savværk. I 1907 flyttede han
Hvideslægt og søn af den sjællandske stormand Sune Ebbesen. Studietiden Anders Sunesen studerede ligesom sin bror Peder (se Sunesønnerne) i Paris i 1180'erne. Han fortsatte herefter sine studier i Italien og England og opnåede at blive underviser (magister) i
bygninger. Bastruptårnet dateres arkæologisk til 1100-t. og er et af de kraftigste fæstningstårne, som kendes fra denne periode i Nordeuropa. Borgbyggeren er formodentlig "Ebbo de Bastetorp" fra Hvideslægten, som omtales i et brev fra 1130. Stedet er offentligt tilgængelig.