græsplæne
græsset slås med le eller segl eller klippes med fåresaks e.l. I store haver og parker kunne plænerne dog holdes af græssende dyr. I 1600- og 1700-t. optrådte græsset som ornament i parterrebede og som skarpt afgrænsende bånd, firkanter
græsset slås med le eller segl eller klippes med fåresaks e.l. I store haver og parker kunne plænerne dog holdes af græssende dyr. I 1600- og 1700-t. optrådte græsset som ornament i parterrebede og som skarpt afgrænsende bånd, firkanter
græsser på marken. Det traditionelle afgræsningssystem, som især benyttes til heste, kødkvæg, ungkvæg og får, anvender en eller få indhegnede, store folde (storfolde) med fri adgang til græs. Græssets vækst er sæsonafhængig og er størst i forsommeren, så belægningsgraden, dvs
græsser, med kvælstof (nitrogen, se også bakterieknolde), og i en mark med mange bælgplanter gror græsset derfor frodigt. Hvis jorden ikke indeholder en bælgplantearts specifikke knoldbakterie, skal frøet før såning podes med en renkultur af den pågældende bakterie, nitragin. I
græsser har betydning som bygnings- eller tagdækningsmateriale (bambus, tagrør), sandbinder (hjælme, marehalm) eller til fremstilling af sukker (sukkerrør), papir mv.; atter andre er besværligt ukrudt, fx almindelig kvik, flyvehavre og enårig rapgræs. Mange flerårige græsser har stor evne til vegetativ
græsser, der bliver 1-4 m høje; i områder med sparsom nedbør findes græsarter, der kun bliver ca. 0,5 m. Især i savanner med højt græs udvikles voldsomme brande i tørtiden, når græsset er vissent. Mange steder har savannens
græsser) og fra tokimbladede (fx skærmplanter). Mellem skede og bladstilk eller bladplade kan dannes en hindeagtig eller hårformet skedehinde. Bladstilken kan helt mangle, bladet benævnes da siddende. Oftest er den trind eller flad, men undertiden har den vinger, som er
græsser. Havrebladlus er grøn eller rødlig med ret korte, let opsvulmede rygrør og lever især på blade af græsser; hæg er primærvært. Lachnidae Lachnidae er store, hårede, med rygrørsporerne anbragt på lave kegler. De fleste lever på nåletræer uden værtskifte
græsser. Hos nogle er snuden forlænget til en slags snabel. På hovedet findes også et par følehorn (tentakler), og ved basis af disse sidder øjnene. Foden er muskuløs og forsynet med ciliebeklædt krybesål. De fleste forgællesnegle har skaller med tydeligt
græsses eller tidligere blev græsset af husdyr, fx kvæg eller får, eller af hjorte. Græsningsskov er som regel kendetegnet ved at være lysåben og have bredkronede træer samt tornede buske. Typiske træarter er eg, hassel og ask, der kan tåle
græsser samt af fx grønlandsk blåklokke, krathøgeurt og flere bregnearter. Krat af bjergel forekommer i fjordene mellem Ivittuut og Maniitsoq. Dværgbuskhede er det mest udbredte plantesamfund i Grønland. De lave kystnære heder domineres af fjeldrevling, mens hederne lidt længere inde