Gorkij
var i 1932-1991 navnet på den russiske by Nizjnij Novgorod, opkaldt efter forfatteren Maksim Gorkij.
var i 1932-1991 navnet på den russiske by Nizjnij Novgorod, opkaldt efter forfatteren Maksim Gorkij.
Gorkij sig i udlandet og drev politisk agitation, bl.a. på Capri og i USA. Roman-manifestet Bekendelse fra 1908 afspejler Gorkijs forsøg på at skabe syntese mellem sine marxistiske og religiøse visioner. Gorkij var en aktiv kulturpolitiker i årene omkring
var i 1932-1991 navnet på Tver-gaden, Tverskaja ulitsa, en af Moskvas hovedgader, hvor bl.a. byrådet havde til huse. Gorkij-gaden var opkaldt efter Maksim Gorkij.
navnet Gorkij (fra 1932) centrum for det voksende militær-industrielle kompleks, og den var lukket for udlændinge indtil 1991. Menneskerettighedsforkæmperen Andrej Sakharov var 1980-1986 forvist hertil; hans lejlighed er indrettet som mindestuer. Læs mere i Den Store Danske Dzerzjinsk
Gorkij (nu Nizjnij Novgorod), hvorefter han arbejdede på forskellige forskningsinstitutter og skrev artikler om kvantefysik, termodynamik og akustik. Han blev i 1990 valgt i Gorkij til den russiske sovjetrepubliks parlament, hvor han sad til 1993. I 1991 blev han udnævnt
Gorkij, som på dette tidspunkt lovpriste hans forfattertalent. 1921-1927 var han en eksperimenterende frontfigur i Gorkijs sammenslutning Serapionsbrødrene. Zamjatin oplevede dog i stigende grad problemer med at få sine tekster udgivet. Han engagerede sig derfor, som mange andre forfattere
Gorkij. Forbilledet var E.T.A. Hoffmanns broderskab og fortællinger med samme navn (fra hhv. 1818 og 1819-21). Dramatikeren Lev Lunts (1901-24) udformede det teoretiske grundlag, som proklamerede kunstnerisk frihed i opposition til tidens politiserende tendenser. J. Zamjatin førte an
Gorkij bidrog Kuprin til tidens revolutionære stemninger med fortællinger og romaner som Olessja (1898, da. 1919) og Duellen (1905, da. 1947). Navnlig Jamasumpen (1909-1915, da. 1945) vakte sensation med sine krasse skildringer af et bordel i havnebyen Odesa. Skuffet
Gorkij. I 1986 fik han tilladelse til at vende tilbage til Moskva. Her deltog han aktivt i det politiske liv, og mindre end et år før sin død blev han indvalgt i Sovjetunionens første demokratisk valgte parlament, Folkekongressen. Inden for
Gorkij, et opdragelseshjem for mindreårige lovovertrædere. Især hans tanker om gruppen, kollektivet og samfundet som normsætter for den enkelte og som udøver af sanktioner i form af straf og belønning gjorde ham til en central figur i den sovjetiske skoleudvikling