G-proteiner
G-proteiner, se signalstoffer.
G-proteiner, se signalstoffer.
G. Gilman (f. 1941) isolerede i 1970'erne G-proteinet. Senere blev der fundet mere end 20 G-proteiner, herunder abnorme G-proteiner, der afbryder signalfunktionen, hvilket bl.a. har haft betydning for forståelsen af sygdomsmekanismen ved kolera, diabetes mellitus (sukkersyge
G-proteinet på indersiden. Når hormonet binder til de syv spiralstrenge på ydersiden, spredes strengenes ender inde i cellen og åbner et hulrum, som netop passer til G-proteinets rumlige struktur. Når G-proteinet bindes her, aktiveres det og iværksætter
G-proteinet på indersiden af cellen. Herved afsløredes mekanismen i receptoren: Binding af hormonet til de syv spiralstrenge uden for cellen får spiralstrengenes ender inde i cellen til at danne et hulrum, som netop passer til G-proteinets rumlige struktur
G-proteiner. En type fører til, at der dannes mere cyklisk AMP (cAMP) inde i cellen. Dette virker aktiverende på cellen. Denne type G-proteiner kaldes Gs-proteiner, og s står for "stimulerende". D1 og D5-receptorer, kaldet ”D1-type
G-protein (se signalstoffer), som Martin Rodbell havde opdaget i 1960'erne. Gilman og hans medarbejdere anvendte leukæmiceller til udforskningen og kunne påvise, at visse muterede celler ikke producerer signalstoffer, fordi G-proteinerne er abnorme og derfor ikke kan bindes
proteiner som fx G-proteiner, Ras- og Rafproteiner, kinaser, fosfataser og fosfolipaser. Inden for planteverdenen er kun ganske få receptorproteiner identificeret. Disse er bl.a. ethylenreceptoren, som er en receptorkinase, brassinosteroidreceptoren, der er et receptorprotein på celleoverfladen, samt adskillige Ca2+-afhængige
proteiner), er placeret i cellemembranen. Herfra formidles signalet via en "signal-transduktionsvej", en ofte kompliceret kædereaktion af enzymatiske fosforyleringer (se også signaloverførsel). Et tidligt led i signal-transduktionsvejen for en stor gruppe membranreceptorer er de såkaldte G-proteiner. G-protein
G-proteiner (se signalstoffer), og beregnede, at der er omkring 1000 aktive gener involveret i dannelsen af kemiske receptorer i de lugtfølsomme celler i næsens slimhinde. Sammen fik de nobelprisen i medicin/fysiologi i 2004. Hendes forskning koncentrerer sig nu om
G-proteiner (se signalstoffer). Aktivering fører gennem en række mellemled til en øget impulsaktivitet i receptorcellens fraførende nervetråd. Den komplicerede signalvej sikrer høj følsomhed og modvirker tilfældig aktivering uden duftstof (støj). Mellemleddene rummer også adaptationsmekanismer, således at følsomheden for vedvarende