Eocæn
Eocæn, geologisk epoke omfattende den midterste del af Palæogen, der er den ældste del af Tertiær; ca. 57-35 mio. år før nu. I Danmark er epoken repræsenteret af havaflejringer, bl.a. moleret på Mors og Fur, det plastiske røde og
Eocæn, geologisk epoke omfattende den midterste del af Palæogen, der er den ældste del af Tertiær; ca. 57-35 mio. år før nu. I Danmark er epoken repræsenteret af havaflejringer, bl.a. moleret på Mors og Fur, det plastiske røde og
Eocæn var alle nulevende hovedgrupper af pattedyr udviklet. Det gjaldt så forskelligartede dyr som dovendyr, gnavere, aber, flagermus, rovdyr, hvaler, hovdyr, søkøer og elefanter. Siden Eocæn har pattedyrenes udvikling således i det væsentlige bestået i udskiftning af undergrupper inden for
Eocæn (ca. 65-50 mio. før nu). De tidlige urhvaler havde veludviklede for- og baglemmer, så de også kunne bevæge sig på land. De havde en lang hale uden moderne hvalers halefinne og brugte nok mest lemmerne til at svømme
Eocæn i Kina samt Eocæn-Oligocæn-grænsen (33,7 mio. år før nu) i Egypten fra lokaliteten al-Fayyum. Her fandtes en rig tropisk fauna domineret af primater, deriblandt primitive typer af højere aber (parapitheciderne) samt de ældste kendte østaber
Eocæn) og Epihippus (Sen Eocæn) udvikledes med Mesohippus i Tidlig Oligocæn (ca. 35 mio. år før nu) fårestore, tretåede arter, hvis kindtænder med undtagelse af den første havde prominente kamme til findeling af føden. Ud fra en lidt større form
Eocæn blev aflejringerne meget kalkholdige, og de kendes fra Østjylland i form af Søvindmergel. Leraflejringer fra Tidlig og Midt Oligocæn kendes fra Jylland under navn af Viborgformationen og Brandenleret. Aflejringerne har en mindre geografisk udbredelse end de eocæne, og de
Eocæn (ca. 50 millioner år før nu), men først med Moeritherium fra sen Eocæn har vi gode fossile vidnesbyrd. Dette dyr var ca. 1 m højt, vejede ca. 200 kg og lignede nærmest en lille flodhest. Det andet par fortænder
de egyptiske pyramider. Gruppens arter er desuden vigtige som ledefossiler for Paleocæn og Eocæn for 65-35 mio. år siden. Både planktiske og store benthiske former havde deres storhedstid i de varmeste perioder i Jordens forhistorie: Kridt, Eocæn og Miocæn.
Eocæn (ca. 55 mio. år), var egernagtige, med fem øvre og fire nedre kindtænder i hver side. Relativt moderne egern og bævere kendes fra Tidlig Oligocæn (ca. 35 mio. år), mens musegruppen med kun tre øvre og tre nedre kindtænder
Eocæn (ca. 45 mio. år før nu) er gjort et sensationelt fund af en europæisk myresluger, mens mylodonterne (bjørnestore jordlevende dovendyr) optræder i Sydamerika fra Sen Eocæn (ca. 40 mio. år før nu). Analyser af mitokondrie-DNA fra en 13.000 år