EU-Parlamentet
EU-Parlamentet er et uofficielt, men i praksis ofte anvendt navn for Europa-Parlamentet.
EU-Parlamentet er et uofficielt, men i praksis ofte anvendt navn for Europa-Parlamentet.
er den ene af EU’s lovgivende institutioner. Parlamentet ligger i både Strasbourg og Bruxelles. Siden 1979 har der været afholdt direkte valg til Parlamentet. Europa-Parlamentet er således en vigtig del af EU’s demokratiske legitimitet, og har tre
EU består af fire institutioner: EU-Kommissionen Ministerrådet EU-Parlamentet EU-Domstolen. Kun Kommissionen har initiativret, dvs. ret til at fremsætte forslag til lovgivning, mens Ministerrådet vedtager eller forkaster forslagene. Parlamentets indflydelse er vokset siden begyndelsen af 1990'erne, især
EU-Parlamentet i 1999. Han var medlem af EU-Parlamentet 1999-2004, hvor han præsiderede Gruppen Union for Nationernes Europa. I 2004 blev han genvalgt til Senatet i Frankrig. Skønt han erklærede sig uskyldig, fik Pasqua i 2010 en betinget
EU-Parlamentet og var 1977-79 Parlamentets formand. Colombo var herefter igen minister i flere italienske regeringer, bl.a. udenrigsminister 1980-83, og i 1989 atter medlem af EU-Parlamentet. Colombo blev i 1985 formand for Den Kristelige Demokratiske Europæiske Union
i EU-Parlamentet med stort personligt stemmetal (149.646 stemmer) og genvalgtes i 2009 med næstflest stemmer (80.156 stemmer). I EU-Parlamentet hører Jäätteenmäki og de øvrige centerpartister med i den politiske gruppe ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa).
Parlamentet 2004-2013. Han var sit partis spidskandidat ved EU-valget i 2009. Statsminister Helle Thorning-Schmidt hentede ham hjem fra EU-Parlamentet som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra den 13. december 2013 til den 28. juni 2015. Han
lykkedes det for Rocard at overtage kontrollen med partiet. Nederlaget ved valget til EU-Parlamentet i 1994 tvang ham imidlertid til at trække sig fra lederposten. Michel Rocard var medlem af senatet 1995-97 og af EU-Parlamentet 1994-2009.
og udsoningen med Tyskland har altid været hans mærkesager. 1979-89 var han medlem af EU-Parlamentet og præsident for samme 1984-87. Som europapolitiker arbejdede han dels for en udvidelse af Unionen, dels for større magtbeføjelser til EU-Parlamentet.
EU-Parlamentet. Leo Tindemans blev efter økonomi- og socialvidenskabelige studier journalist og politiker og i 1958 partisekretær for det flamske kristelige folkeparti, CVP (CD&V). Han var medlem af det belgiske parlament 1961-89. Fra 1968 beklædte han forskellige