De Vestfrisiske Øer
De Vestfrisiske Øer, (nederl. Waddeneilanden), den sydvestlige del af De Frisiske Øer, som adskiller Nordsøen og Waddenzee.
De Vestfrisiske Øer, (nederl. Waddeneilanden), den sydvestlige del af De Frisiske Øer, som adskiller Nordsøen og Waddenzee.
Øer inddeles i De Nordfrisiske Øer, der dels hører til Danmark (Fanø, Mandø, Rømø), dels til Tyskland (Sild, Før, Amrum, Halligerne, der er småøer uden digebeskyttelse, Pelvorm, Nordstrand), de tyske Østfrisiske Øer (Wangerooge, Spiekeroog, Langeoog, Baltrum, Norderney, Juist, Borkum) og de hollandske Vestfrisiske
Vestfrisiske Øer ved den hollandske Nordsøkyst. Øen er 57 km2, 3.520 indbyggere (2005). Ameland har en bred badestrand og en ydre klitrand, der beskytter den uinddigede marsk. Foruden agerbrug og kvægavl er turisme et vigtigt erhverv. Hovedbyen er Hollum. Læs
Vestfrisiske Øer, Waddeneilanden, nord om Waddenzee. Det tilgrænsende lave land udgøres af inddigede områder samt af eng- og mosestrækninger. Mere end 1/4 af Hollands samlede areal ligger under havets overflade. Dette såkaldte Lave Nederland udgør Hollands polderlandskab, dvs. arealer beskyttet
Vestfrisiske Øer i provinsen Nordholland, Holland; 13.740 indb. (2004) i hovedbyen Den Burg og en række større og mindre landsbyer. Langs Nordsøkysten strækker en ca. 3 km bred sand- og klitzone sig med klitter på op til 25 m højde
Waddeneilanden, se De Vestfrisiske Øer og De Frisiske Øer.
Vestfrisiske Øer. Hovedparten af området er tørt ved lavvande. Store mængder af føde bringes med tidevandet ind i farvandet til det rige fugleliv. Desuden findes der en del sæler. Området, der bl.a. er sårbart over for forurening fra olie- og
Danske dialekter er stedbundne talte varianter af dansk sprog. Disse lokale talesprog kendetegnes ved bestemte kombinationer af sproglige træk; hvert enkelt træk vil teoretisk set også kunne forekomme i andre dialekter. Fx er æ for 'jeg' fælles for thybomål og
(Dansk Biografisk Leksikon)
øer og herreder (Nordstrand, udg. 1910 af Emil Bruhn m. indledn. af Reimer Hansen). 1638 fuldendte han den store kortsamling Frisia Minor, hvis historiske kort for en stor dels vedkommende er udarbejdet af J. Mejer og afspejler tidstypisk århundredets mere fantasifulde opfattelse af muligheden for kartografisk at belyse fortiden