D-Mark
D-Mark, (ty., fork.f. Deutsche Mark), DM, den vesttyske valuta 1948-90, derefter Tysklands valuta; 1 DM = 100 pfennig. D-Mark blev i 2002 afløst af euro (1 euro = 1,96 DM). Se også tysk møntvæsen og mark.
D-Mark, (ty., fork.f. Deutsche Mark), DM, den vesttyske valuta 1948-90, derefter Tysklands valuta; 1 DM = 100 pfennig. D-Mark blev i 2002 afløst af euro (1 euro = 1,96 DM). Se også tysk møntvæsen og mark.
mark blev ombyttet til D-mark, som blev betalingsmiddel i de to lande. Genforeningen Omvekslingsforholdet blev for lønninger og en stor del af opsparede midler 1:1. Da DDR-markens faktiske købekraft kun var omkring 1/10 af D-markens, betød
er forkortelse for Deutsche Mark.
D-mark i krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen, overvandt kun langsomt krigens følger, og landets udvikling haltede stærkt efter Vesttysklands. Uden for Østblokken fandt DDR som følge af vesttysk isolering ikke international anerkendelse. Alvorligere var det, at et stort antal borgere valgte
D-marken udviklede sig til at blive en af Europas stærkeste valutaer, mens DDR-marken, der også var indført i 1948, hørte til i rubelområdet. Efter den tyske genforening i 1990 blev DDR-marken indvekslet med D-marken i forholdet
mark kunne veksles 1:1 med vesttyske D-mark. Den måde at binde den østtyske mark til den vesttyske mark på var ensbetydende med et fælles valutaområde og reelt vejen til en hurtig genforening. Tilbuddet om skabelsen af en union
D-marken måtte deltage i, herunder ændringer i D-markens centralkurs, var et regeringsanliggende. Bundesbanks selvstændige kompetence er underbygget i dens struktur. Det besluttende organ er Zentralbankrat, som består af direktionens otte medlemmer samt ni repræsentanter for Landeszentralbanken. Alle udnævnes
D-mark, senere 20.000 euro, og blev givet til bl.a. danskerne Carl-Henning Pedersen, Villy Sørensen, K.E. Løgstrup, Per Nørgård, Peter Seeberg, Per Kirkeby, Per Øhrgaard og Olafur Elíasson. Ud over prisen uddeltes også et årligt legat på oprindelig 18.000
D-mark tæt. Det har kunnet lade sig gøre, fordi Holland traditionelt har haft et stort overskud på betalingsbalancen, og fordi den hollandske centralbank meget nøje fulgte den tyske pengepolitik. Efter EMS-krisen i 1993 lykkedes det således Holland som
Mark, eller blot D-Mark, som den 20. juni 1948 indførtes som møntfod i de tre vestlige besættelseszoner. I tilfælde af omfattende uroligheder, generalstrejke eller en tysk opstand mod de allierede besættelsesmyndigheder påhvilede det Tysklandsbrigaden bl.a. at bevogte vigtige objekter