Celsus
Celsus, den latinske navneform af Kelsos, 100-t. e.Kr., græsk filosof af antikristen observans.
Celsus, den latinske navneform af Kelsos, 100-t. e.Kr., græsk filosof af antikristen observans.
Celsus næppe var læge i nutidens forstand, er hans navn dog stadig knyttet til amputation ved cirkelsnit i én gennemskæring (Celsus' operation) og til den klassiske beskrivelse af de fire symptomer ved betændelse: rødme (rubor), hævelse (tumor), varme (calor) og
Celsus), 100-t. e.Kr., græsk filosof af antikristen observans. Hans litterære værk kendes kun gennem de uddrag, som kirkefaderen Origenes har anført i sit skrift Contra Celsum (Mod Celsus) fra 240'erne; citaterne er imidlertid udførlige nok til, at person
Celsus' bibliotek, fra ca. 120 e.Kr.; desuden findes en markedsplads omgivet af søjlehaller og med et kombineret vand- og solur på midten, en statsmarkedsplads omgivet af rådhus, retssale, templer, et bad og brøndhuse; endelig kan et større antal badeanlæg ses
Kerion Celsi, (af gr. kerion 'bikage' og Celsus), svampeinfektion i hårbund eller skæg, se hudsvamp.
Celsus anbefalede varme bade som en del af behandlingen ved både gigt, fordøjelsesproblemer, træthed, smerter og hudsygdomme. Ligeledes var han fortaler for brug af de svovlholdige bade ved Baiae (i dag Baia) i nærheden af Napoli. Den romerske læge Galenos
Celsus. Paracelsus var i det hele taget overordentlig selvbevidst og rettede voldsom kritik mod sin samtids lægekunst, som stadig byggede på Hippokrates, Galenos og Avicenna. Hans foragt for autoriteterne førte til, at han efter kort ansættelse som stadslæge i Basel
Celsus lægevidenskabelig encyklopædi 15 f.Kr.-50 e.Kr. Fædrus fabler 4 f.Kr.-65 e.Kr. Seneca d.y. filosofi, breve, naturvidenskab, tragedie 23-79 Plinius d.æ. naturvidenskab 34-62 Persius satire 35-98 Quintilian retorik 35-104 Frontinus krigshistorie, tekniske værker 39-65 Lucan
Ultra posse nemo obligatur, (lat., omformet citat efter retsregel hos Celsus den Yngre (o. år 100)), ingen er forpligtet til at gøre mere, end han (el. hun) kan.
Celsus. I middelalderen omtaler bl.a. den angelsaksiske munk Beda og Henrik Harpestreng åreladning. I 1600- til 1800-t. anvendte og beskrev betydelige læger som Thomas Sydenham og Richard Bright åreladning, som de anbefalede til behandling af lungebetændelse og nyrebetændelse. Først