Alexandriaskolen
Alexandriaskolen, epoke i lægekunstens udvikling (navnlig udforskning af menneskets anatomi), der fra 200-t. f.Kr. var knyttet til kulturcentret i Alexandria i Egypten, se medicinens historie.
Alexandriaskolen, epoke i lægekunstens udvikling (navnlig udforskning af menneskets anatomi), der fra 200-t. f.Kr. var knyttet til kulturcentret i Alexandria i Egypten, se medicinens historie.
Alexandriaskolen , hvis kendteste repræsentanter er Herofilos og Erasistratos, der virkede ca. 300 f.Kr., var endnu et højdepunkt i den græske lægekunst. Herofilos skelnede mellem arterier og vener, erkendte hjertets rolle for pulsslaget og skelnede mellem nerver og sener. Hans iagttagelser
Alexandriaskolen, der senere blev oversat til latin, Summarium Alexandrinorum. Han var læremester for en anden kristen arabisk læge Ibn Butlan (1001-1063), der senere skrev vejledninger i hygiejne til munkeklostrene. Ishâq Ibn ‘Imrân Ishâq Ibn ‘Imrân (død i perioden 903-909) var
Alexandriaskolen og derved blev en af antikkens betydeligste læger. Ved dissektioner påviste han nervernes forbindelse med hjernen og puls- og blodårers forbindelse med hjertet. Erasistratos antog, at pulsårerne indeholdt "livsluft" (pneuma) dannet i hjertet af lungernes luft; ifølge hans pneumatismelære
den såkaldte Alexandriaskole. Den oldgræske medicin var kendetegnet ved, at den var opdelt i en lang række endda meget forskellige skoler med hver sit system og dertil svarende behandlingsmetoder, hvoraf flere brød med humoralpatologien. Læs mere om Grækenland i oldtiden.