østnordisk
Østnordisk er den sprogvidenskabelige betegnelse for dansk og svensk til forskel fra de vestnordiske sprog islandsk, færøsk og norsk. Læs mere i Den Store Danske nordiske sprog
Østnordisk er den sprogvidenskabelige betegnelse for dansk og svensk til forskel fra de vestnordiske sprog islandsk, færøsk og norsk. Læs mere i Den Store Danske nordiske sprog
østnordisk Traditionelt opdeles de nordiske sprog i vestnordisk og østnordisk på grundlag af den monoftongering af de fællesnordiske diftonger, der fra 800-tallet fandt sted i et område, der hovedsagelig svarer til Danmark og Sverige. Den østnordiske monoftongering er også
østnordisk, den såkaldte østnordiske monoftongering, så nutidens resultat er fx islandsk reip, laus, leysa, norsk reip, laus, løyse = svensk rep, lös, lösa og dansk reb, løs, løse. Bøjningsforhold Grammatisk adskilte olddansk sig ikke fra fællesnordisk. Substantiverne var fordelt på tre
østnordisk. Betegnelsen norrønt omfatter flere varianter som fx oldislandsk, gammelnorsk, gammelfærøsk og norn, som alle menes at have været gensidigt forståelige. De moderne vestnordiske sprog islandsk, færøsk og norsk nedstammer fra norrønt. Derimod er dansk og svensk ikke direkte efterkommere
østnordisk, fx sten og rafn 'ravn' over for steinn og hrafn i vestnordisk. Men da grammatikken og ordforrådet stort set var fælles, har de små udtaleforskelle været uvæsentlige. Mange låneord i engelsk vidner yderligere om, at vikingetidens nordisk og engelsk
der smedede sværdet Tyrfing; Brok og Sindre, der smedede Odins ring, Draupner, og Tors hammer, Mjølner. I sagaerne, folkeviserne og ikke mindst i den senere sagntradition sammenblandes dværge med andre små væsener som huldrefolket i vestnordisk og bjergfolket i østnordisk.
østnordisk betød finner oprindelig svenskernes nærmeste finsktalende naboer i Sydvestfinland, men betegnelsen udstraktes i 1500-t. til også at omfatte stammefrænderne mod øst, bl.a. tavaster og karelere, der på det tidspunkt indgik i det svenske rige. Derved opstod den nuværende
østnordisk, dvs. svensk og dansk, ved bl.a. at have bevaret tre urnordiske diftonger, fx stain 'sten', laus 'løs', hoyra 'høre', oftest også kort u-lyd, fx gutniskr 'gotlandsk', stukkr 'stok', þula 'tåle'. Diftongen iu er blevet en triftong, fx hiaul
østnordiske dialekter en fælles lydudvikling, hvorved de blev adskilt fra de vestnordiske eller norrøne dialekter, der er kendetegnet ved større konservatisme, hvad både lydsystem og grammatik angår. Således har norrønt sprog bevaret h foran l, n, r, fx hlaupa 'løbe
østnordiske sprog dansk og svensk, muligvis pga. orienteringen mod vest, idet man bl.a. i England kan have set det latinske alfabet anvendt på det lokale sprog. Der er bevaret håndskrifter fra ca. 1150, og de kan afspejle en ældre skrivetradition