ærkebisp
Ærkebisp, se ærkebiskop.
Ærkebisp, se ærkebiskop.
ærkebispen gennemførte en skærpet kirkelig lovgivning for at hindre, at kirken led overlast (Vejlekonstitutionen), og i februar 1259 tillige nægtede at krone Christoffers søn Erik (Klipping) til medkonge. Det førte til, at Christoffer lod ærkebispen arrestere. På baggrund af denne
ærkebispen og verdslige stormænd muliggjorde, at Arles i begyndelsen af 1200-t. blev fristad, styret først af konsuler og efter 1220 af en podestà efter italiensk forbillede. I 1239 sikrede ærkebispen og greven af Provence sig i fællesskab herredømmet over
ærkebisper. Vikinger i Frankrig, Paris og Normandiet Indre stridigheder i Frankerriget gjorde det fra omkring 830 muligt for danske høvdinge, der ofte var landflygtige medlemmer af den danske kongeslægt, at opkræve tributter fra frankerne. Flere gik også i frankisk tjeneste
Striden kulminerede med ærkebispens bandlysning af Sverre i 1194, mens ærkebispen var landflygtig i Danmark. Ved Sverres død 1202 kom den gamle og nu blinde Ivarsson hjem til Norge og forligte sig med kongemagten. I 1205 fratrådte han sit embede.
ærkebisp Asser side og gik over til Erik Emune. I pinsen 1134 vandt Erik det afgørende slag ved Fodevig. Erik havde i mellemtiden fået hvervet tysk hjælp, og han besejrede den kongelige hær ved hjælp af dette rytteri. Erik Emune
ærkebisp Han var doktor i kirkeret og blev senest i 1283 domprovst i Roskilde. Hans indsættelse som ærkebiskop i 1289 skete på trods af, at han var i slægt med og formodentlig også sympatiserede med den gruppe stormænd, der to
Ærkebisp Ved sin hjemkomst fra eksilet godkendte Eskil kanoniseringen af kongens far, hertug Knud Lavard, og forestod altersættelsen af hans relikvier ved Kirkefesten i Ringsted 1170. Syv år senere ønskede Eskil at nedlægge sit ærkebispeembede, og Absalon blev valgt til
ærkebispers historie behandler foruden selve Hamburg-Bremen-stiftet også dets missionsmark, de vendiske områder og de nordiske lande. Adam kom til Bremen ca. 1066 og blev magister scholarum ved domkirken. Han dedicerede sin krønike til ærkebiskop Liemar (1072-88) som
Archiepiscopus, (gr. archi- + lat. episcopus af gr. episkopos biskop), ærkebisp.