ånd
ånd I Det Gamle Testamente skænker Gud mennesket livet ved at puste sin ånde i dets næsebor (1.Mos. 2,7). Døden er ensbetydende med, at denne ånd har forladt legemet. Guds eget sidestykke til menneskets ånd er Helligånden, som efter
ånd I Det Gamle Testamente skænker Gud mennesket livet ved at puste sin ånde i dets næsebor (1.Mos. 2,7). Døden er ensbetydende med, at denne ånd har forladt legemet. Guds eget sidestykke til menneskets ånd er Helligånden, som efter
ånden', forstået som omsorg for sjælens vækst. Herved forstås nøjagtig som i tilfældet med jord og planter en forædlingsproces. Den voksne forbedrer sig selv i et arbejde med sin ånd — og påvirker børnene og de unge gennem opdragelsen (se også
ånd bruges tit synonymt med sjæl, men der kan være visse nuanceforskelle. Således betegner ånd ofte en overindividuel, immateriel væren, jf. begrebet om Helligånden eller den tyske filosof Hegels begreb om verdensånden. I modsætning hertil forstås ved sjælen normalt noget
ånden. Det symbolske bliver hængende i det gådefulde. Med Hegels ord: "Egypten er symbolets land, hvor åndens tydning af sig selv stiller sig som opgave, uden at den når frem til en sådan tydning". Hegel sammenfattede de tre kunstformers udviklingsforløb
ånder: trolde, nisser, dværge, nymfer, havmænd og -kvinder, vætter, elver, stedernes genier, dæmoner og engle, men også lokale ånder i naturen. Undertiden har ånderne mere tydelig form, fx dyrenes eller vildtets herre eller herskerinde i stort set samtlige jægerkulturer, fx
ånde, foetor ex ore, forårsager hyppigt henvendelse til læge. Det er dog sjældent, at en egentlig sygdom er årsag til den dårlige ånde. Selv den bedste mundhygiejne kan ikke forhindre, at mange mennesker har en lidt sødlig ånde. Propper i
åndelige sange, syng med tak i jeres hjerter til Gud" (Kol. 3,16), og han skrev: "Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden, jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden
ånd og døde ting; sten kan være lige så levende som dyr og planter. Den opfattelse, at både levende og døde ting bebos af ånder, at fx bjerge og floder er levende, har antropologer kaldt for animisme. Den vestlige opfattelse
åndelige dimension er knyttet sammen med forfædre. De døde er ånder, indtil deres sjæle efter ligbrændingsceremonien kan inkarneres i et nyt legeme. Ceremonien er en glædesfest; den døde er kun farlig under transporten frem til bålpladsen. En anden struktur i
åndelige. Idealistiske filosoffer — fra Berkeley til Hegel — har anset det åndelige for det egentlig virkelige, mens materialistiske filosoffer — fra Hobbes til Marx — kun har anerkendt materielle årsager. Nyere sproganalytiske filosoffer har anset sjæl-legeme-problemet for et skinproblem, der skyldes