religiøst sprog
er det sprog, som en given religion formulerer sig igennem. Det har visse fællestræk på tværs af forskellige religioner. Fx kan troen på, hvad der er sandt, ikke afprøves på noget uden for det religiøse sprog selv. Det er således
er det sprog, som en given religion formulerer sig igennem. Det har visse fællestræk på tværs af forskellige religioner. Fx kan troen på, hvad der er sandt, ikke afprøves på noget uden for det religiøse sprog selv. Det er således
af befolkningen kristne (melkitiske katolikker). Sproget, der er påvirket af arabisk mht. udtale og ordforråd, bruges i hjemmet og som litterært og kristent religiøst sprog, men ellers tales der en syrisk-arabisk dialekt. Læs mere i Den Store Danske aramæisk
sprog i verden. Det er ikke lykkedes sprogforskerne at påvise et slægtskab mellem sumerisk og noget andet kendt sprog. Som talesprog uddøde sumerisk ca. 2000 f.v.t., men det blev overleveret af babylonierne og i nogen grad anvendt som religiøst sprog
sprog fra ca. 300 f.v.t. oprindelig hjemmehørende i Nordindien. Pali er fra det 1. århundrede f.v.t. blevet anvendt som helligt skriftsprog i theravada-buddhismen og bruges stadig som religiøst sprog i bl.a. Sri Lanka, Myanmar og Thailand. Som nærtbeslægtet med
religiøst sprog overalt, hvor islam slog igennem. I moderne tid er semitiske sprog blevet bragt til mange andre dele af verden ved emigration. I Mellemøstens historie har skiftende semitiske sprog fungeret som administrationssprog og fælles kommunikationssprog (lingua franca) i de
sprog, der tidligst er bevidnet i inskriptioner fra ca. 900 f.v.t., og som i videreudviklet form endnu bliver talt i dag i adskillige varianter. I oldtiden spillede aramæisk en enorm rolle som administrationssprog og fælles kommunikationssprog (lingua franca) i skiftende storriger i Nærorienten. Også som religiøst
religiøst sprog. Kun en ringe del af denne litteratur er overleveret på originalsproget; men betydelige dele af den kanoniske litteratur på sanskrit er bevaret i kinesiske og tibetanske oversættelser. Den væsentligste del af mahayanabuddhismens kanoniske læretekster (sutra), der er affattet
religiøst sprog i 600-900-tallet, idet disse århundreder fostrede en række digtere, der skabte hymner præget af en stærk religiøs inderlighed. Deres lyrik dannede grundlag for den sydindiske bhaktilære (se bhakti). Der var 12 vishnuitiske hymnedigtere (alvarer) og ifølge
fortolkning (fx Gud som fader). Men teologien skal også selv konstruere nye metaforer eller modeller af forholdet mellem Gud og verden, fx Gud som ven og moder og verden som Guds krop. Læs mere i Den Store Danske religiøst sprog
religiøst farvede sprog. De er dog senere blevet fremhævet som banebrydende; med deres budskab om, at filosofien som fornuftsvidenskab ikke formår at indfange selve eksistensen, foregriber de væsentlige tendenser i moderne filosofi og teologi. Via Henrik Steffens fik Schelling indflydelse