tyende
Tyende, se tjenestefolk.
Tyende, se tjenestefolk.
tyende, er personer, som arbejder i private hushold. Deres forhold og opgaver er siden 1700-tallet blevet reguleret i en lang række love og forordninger. Baggrund Tjenestefolk arbejdede for husholdet mod kost, logi, naturalieydelser og pengeløn. De rekrutteredes oftest fra
tyende et uundværligt praktisk og statusgivende element, og kvinden var uden erhvervsarbejde og hjemmets naturlige midtpunkt. Almen dannelse blev grundlag for et æstetisk nydende socialt liv med teater, udstillinger, koncerter og litteratur, og på det kulturelle plan var der betydelige
tyende, fattighjælpsmodtagere, straffede og fallenter. Selvom valgretten efter denne målestok var almindelig, var kun ca. 13-14 % af den voksne befolkning stemmeberettiget. Valgret til Landstinget havde enhver, der havde valgret til Folketinget, men valget af landstingsmedlemmer skete ved valgmænd, og
tyende, dvs. at han havde ret til at revse dem. Med Danske Lov ophørte ægtemandens revselsesret over for hustruen, men ikke over for børn og tyende; han ansås fortsat for familiens overhoved, som hustruen skyldte lydighed. Indtil en hustru i
tyendet og de andre ansatte på kost indgik. På landet fastholdtes denne måltidsskik til langt op i 1800-tallet; dog blev tyendet på de større gårde henvist til en særlig folkestue. Den separate spisestue med bord og stole midt på
tyende, mens loven afskaffede husbondens ret til at revse hustruen. I Folkeskoleloven fra 1814 blev det desuden forbudt lærerne at give eleverne lussinger. Reglerne i Danske Lov om revselsesret blev ophævet ved Straffeloven af 1866, men det var ikke hermed
Adressekontor, virksomhed, der anviste arbejde (især til tyende), bolig, varer etc. — forløber for arbejdsformidlingen. Det første danske adressekontor åbnede i København i 1706. Privilegiet til oprettelse var her knyttet til Adresseavisen, mens privilegierne i større provinsbyer var tilknyttet stiftstidenderne.
tyende skulle være klar med affaldet, når renovationsfolkenes skralde kunne høres i gaden – deraf navnet skraldemand og skraldevogn. Affaldet blev enten samlet i byens latrinkule eller kørt til lossepladser uden for byen. I 1840 afspejlede læserbreve i aviserne, hvor svinsk
tyende- og husmandsbevægelsen. Såvel erfaringsstoffet som det politiske engagement kommer til syne i deres arbejderlitterære værker som Vredens børn ((1904) og Gydholm (1902). Begge romaner blotlægger landarbejdernes vilkår og skildrer karakterer, der udvikler politisk bevidsthed og søger at organisere sine