rigsrådet
Rigsrådet, se rigsråd.
Rigsrådet, se rigsråd.
rigsrådet et fastere grundlag end hidtil, idet kongen skulle regere med rigsrådets råd. Forhandlingerne foregik skriftligt gennem kongelige henvendelser (propositioner) og rigsrådets betænkninger. Rigsrådet havde ikke blot en rådgivende funktion; dets samtykke skulle indhentes ved beskatning af adelens bønder (efter
rigsrådet og adelen kunne gå med til. Det blev hurtigt akut i forhold til det ekspanderende Sverige, som han allerede i begyndelsen af 1600-tallet ønskede at imødegå militært. Først i 1611 samtykkede rigsrådet dog i at erklære Sverige krig
rigsråd, som dog altid valgte kongens ældste søn. Til gengæld underskrev kongen en håndfæstning, som fordelte magten mellem konge og rigsråd. Sidstnævnte var en højadelig forsamling på en snes medlemmer, som tillige beklædte de vigtigste statsembeder. Landets politik blev til
rigsrådet. Rådets øvrige medlemmer blev udpeget af kongen ud fra en liste med tre kandidater, udarbejdet af rigsdagens stænder. Rigsrådet stod til ansvar over for rigsdagen, som kunne fjerne medlemmer fra rådet og havde magt til at gribe ind, hvor
rigsråd valgte broderen. Samme år udsatte det danske rigsråd kongevalget, officielt for at de norske rigsråder kunne nå at deltage, men reelt nok så meget for i den kongeløse tid at styrke katolicismen. Derfor tilbød borgerne i København og Malmø
rigsråd. Anders Bille var lensmand på Stegehus, og udnævnelsen til rigsråd i 1523 gjorde ham til en af de førende adelsmænd under Frederik 1. Under Grevens Fejde kom han ufrivilligt på tabernes side. Han endte i fangenskab og mistede len
rigsrådet på herredagen (rigsrådsmødet) i København samme år at udskyde valget af en ny konge. Formelt skyldtes det ønsket om at give det norske rigsråd mulighed for at deltage i valget, så man kunne sikre et fælles dansk-norsk kongevalg
Rigsrådet. Den folkelige opfattelse i hele domstolens funktionsperiode synes dog at have været den, at kongen var dommer og medlemmerne af Rigsrådet alene hans rådgivere eller repræsentanter. Kongen deltog ofte selv i Rettertingets forhandlinger, og særlig Christian 4. var en
rigsråd, da Christian 3. tog magten. Norge blev dermed underlagt et styre, der bestod af kongen og det danske rigsråd (nu uden bisperne). Den fælles statsadministration regnede fortsat med to riger, men Norges position blev lydrigets. Nordmænd deltog ikke i