prosodi
Prosodi er i metrik læren om stavelsernes tonehøjde samt tryk- og længdeforhold og i fonetik og fonologi betegnelse for de træk ved talen, der knytter sig til mere end én lyd ad gangen, dvs. til stavelser, ord og sætninger. Prosodiske
Prosodi er i metrik læren om stavelsernes tonehøjde samt tryk- og længdeforhold og i fonetik og fonologi betegnelse for de træk ved talen, der knytter sig til mere end én lyd ad gangen, dvs. til stavelser, ord og sætninger. Prosodiske
Prosodi (af græsk prosodia 'med-sang') er læren om stavelsernes tonehøjde, tryk- og længdeforhold. Stavelserne er versets byggestene. Man kan regulere dem hovedsagelig efter længde, tryk og antal. På klassisk græsk og latin byggede man versene på længden (kvantiteten). Fra
prosodi, vokalisme, konsonantisme, bøjningsforhold og ordforråd. Prosodi De vigtigste kriterier ved afgrænsning af forskellige dialekter omfatter apokope, stød og tonale accenter samt den såkaldte klusilparasit: Apokope Apokope, dvs. svind af to- og flerstavelsesords endevokaler, omfatter den udtaleændring, der fra 1100-t
prosodi, dvs. med tonegang, pause, tryk, rytme og tempo. I mange sprog tilkendegives spørgsmål, der skal besvares med ja eller nej, med en særlig tonegang, oftest tonestigning, enten alene eller i samspil med ordstilling. I engelsk bruges tonestigning i såvel
Apokope, (gr. 'fraskæring', af apo- og afledn. af koptein 'slå, afskære'), sprogvidenskabelig betegnelse for bortfald af tryksvag endevokal i ord med to eller flere stavelser, fx jysk [ˈsg̊ʁyw:] over for rigsdansk [ˈsgʁi:və] 'skrive'. Se danske dialekter (prosodi).
prosodien, beror helt eller overvejende på aktiviteter i de nedre taleorganer. Aktiviteterne her har også en særstilling, når de enkelte vokaler og konsonanter skal beskrives. Alt efter hvorledes stemmelæberne står i forhold til hinanden, kan en sproglyd være stemt eller
prosodien. Han har endvidere arbejdet med ikke-litterære genrers stilarter og med sprogpatologi, se logopædi. Crystal har bl.a. skrevet Prosodic Systems and Intonation in English (1969), Investigating English Style (1969, s.m. D. Davy) og Linguistic Encounters with Language Handicap (1984). Crystals
prosodi er en milepæl i udviklingen af det tyske litteratursprog. Friedrich von Spees udogmatiske kristendomsopfattelse viste sig i hans Güldenes Tugend-Buch (1649), der med sin insisteren på næstekærligheden som den centrale kristne dyd havde stor betydning for tysk teologisk
prosodier inkl. fonationstyper). Der er ingen ordbøjning. Ord består af et eller flere enstavelsesmorfemer, og sætningsleddenes rækkefølge er normalt subjekt-verbum-objekt. Hmong-mien-sprogene har ligheder med såvel sino-tibetanske sprog som taisprog, men et egentligt slægtskab er indtil
prosodi, dvs. såvel længde, tryk og rytme som tonegang. Intonation har flere arter af sproglig funktion. Med brud i tonegangen afgrænses fraser inden for sætningen, sætninger inden for paragraffen og paragraffer inden for teksten. Intonation, tidligere benævnt sætningsmelodi, signalerer desuden