avantgardeteater
Avantgardeteater, (se avantgarde), eksperimenterende foregangsteater.
Avantgardeteater, (se avantgarde), eksperimenterende foregangsteater.
Avantgardeteater På teatret er avantgarden bl.a. en reaktion på naturalismen. Den dyrker det usammenhængende, brudfladerne og dissonanserne i en bevidst udstilling af teatret som teater, ikke som imiteret virkelighed. Den blander genrer og udtryksformer og overskrider grænser mellem kunstarterne. Psykologisk
avantgardeteater, hvor Vsevolod Mejerkhold blev toneangivende med en stil, der scenografisk byggede på konstruktivismens næsten abstrakt maskinagtige udtryk og i spillet på biomekanikkens tilsvarende mekanisering af skuespillerne. I Tyskland blomstrede ekspressionismen i 1920'erne, da også malere som Kandinsky og
i flere lande. De spillede i Danmark allerede 1965 og opretholdt længe gennem instruktøren og forfatteren Tom O'Horgan forbindelsen til Elsa Gress' decenter. Som en af det amerikanske avantgardeteaters pionerer blev Ellen Stewart 1971 UNESCO's kulturambassadør i Filippinerne.
avantgardeteater frem; til det er knyttet navne som Antonin Artaud, Jean-Louis Barrault og Roger Blin, alle virksomme både som skuespillere og instruktører. Det kulminerede efter 1945 i det nye teater, der introducerede de moderne dramatikere Samuel Beckett, Jean Genet
avantgardeteater i 1920'erne, gruppeteatret omkring Kent Andersson, Bengt Bratt mfl. i 1960'erne, Ralf Långbackas Brecht-opsætninger i 1970'erne og det såkaldte Göteborg-manifest fra 1981 om et samfundsmæssigt engageret teater af Peter Oskarson mfl. 1998-2005 har
avantgardeteater. Le Balcon (1956, dansk Balkonen, 1963), der foregår på et bordel, vakte skandale, men var en enorm succes. Opsætningen i Paris af Les Nègres (1959) ved Roger Blin i 1960 var en stor teaterbegivenhed. Genets teater er beslægtet med
avantgardeteater. Han introducerede den moderne scenekunst, inspireret af bl.a. Adolphe Appia, Gordon Craig, Mejerkhold og Jacques Copeau, i ekspressive, ikke-naturalistiske iscenesættelser ud fra instruktørens helhedssyn. Det forenklede sceniske udtryk blev realiseret med den nye scene- og belysningsteknik i både
avantgardeteaters glansperiode. De æstetiske fornyelser på teatret gav i nogen grad afkald på arven fra Stanislavskij, men var til gengæld nært relateret til formeksperimenter i lyrikkens futurisme og malerkunstens suprematisme. Undertiden vendte avantgardeteatret tilbage til enkle middelalderformer som i V
avantgardeteater, hvor han virkede som assistent for instruktøren Vsevolod Mejerkhold og var scenograf og instruktør for Proletkult, bl.a. i samarbejde med dramatikeren Sergej Tretjakov. Eisensteins første film, Glumovs Dagbog (1923), var således et kort indslag i en teaterforestilling. I den