ornament
Ornament, (af lat. ornamentum, af ornare pryde, forskønne), prydelse; tegning el. figur, der tjener til udsmykning af en flade.
Ornament, (af lat. ornamentum, af ornare pryde, forskønne), prydelse; tegning el. figur, der tjener til udsmykning af en flade.
ornamenter, masker og figurer, senere akantus og frugter, der synes at briste under safternes vægt. I Nordvesteuropa ses en klassicistisk barokstil, hvis møbler præges af arkitektoniske ornamenter og af rammeværk og fyldinger i frem- og tilbagespring (forkrøpning). Omkring 1680 skabte
ornamenter eller figurer. En omfattende produktion af ravperler til halskæder fandt sted i neolitikum (yngre stenalder). De ældste metalsmykker i form af spiralringe og smykkeplader af kobber er fundet i grave fra tidlig neolitikum, ca. 4000-3300 f.Kr. Guldsmykker optræder
ornamenter, idet den især blev udviklet inden for den islamiske kunst. Via Spanien og Venedig blev arabesken kendt i Europa, hvor den dannede en ornamental mode, der var på sit højeste i 1500-tallet og var udbredt inden for mange
fremspringende ornament på bygninger, som dekoration i møbelkunsten og som fladeornament i kunsthåndværk, på landkort og på bøgers titelblade. I barokken opnåede ornamentet stor popularitet, nu i mere detaljemættede udførelser, mens det i rokokoen ofte måtte vige for rocaille-formen.
Mæander, (efter floden Mæander), ornament af et eller flere bånd, der brydes i rette vinkler; kaldes også à la grecque.
ornament, udviklet i oldtidens Egypten af liljeblomsten, i hvis krone der indføjedes en halvroset, mens de to ombøjede kronblade blev til volutter eller spiraler. Oldtidens babyloniere og assyrere omformede den egyptiske palmette, således at den kom til at minde om
ornament i form af en cirkulær, stiliseret blomst, et af de ældste kendte. Antagelig er den i alle oldtidskulturer, fx den babyloniske, et solsymbol, og den kan have haft ondtafværgende eller lykkebringende funktion. Den runde form associerer endvidere til verdensaltet
ornamenter omkring rundkindede, tyklæbede kvindeansigter. Den firdelte kumme har nedenunder ovale rammer med indskrifter. Pulpituret, dvs. det ophøjede galleri til orglet, er fra 1626. Det har syv fag, som adskilles ved vingede karyatider, dvs. søjler udformet som kvindelige helfigurer, i
berygtede essay Ornament und Verbrechen (1908, Ornament og forbrydelse). Blandt Adolf Loos' hovedværker er etageejendommen på Michaelerplatz i Wien (1910) og en række villaer i Wiens udkant, hvis uudsmykkede ydre chokerede folk. Læs mere i Den Store Danske østrigsk arkitektur