grammatisk
Grammatisk, (af lat. grammaticus, af gr. grammatikos), vedr. grammatik; overensstemmende med grammatik; jf. grammatikalsk.
Grammatisk, (af lat. grammaticus, af gr. grammatikos), vedr. grammatik; overensstemmende med grammatik; jf. grammatikalsk.
Grammatisk kommatering Den grammatiske kommaterings hovedprincip er, at kommaet bruges til at afgrænse grammatisk definerede sætninger, først og fremmest ledsætninger, hvor der ikke står et andet interpunktionstegn. Dette komma sættes altså som hovedregel efter et rent mekanisk princip uden hensyn
grammatisk komma ("kryds og bolle-kommaet") og pausekomma. Pausekommaets funktion var at afspejle de naturlige ophold (pauser) i det talte sprog, mens hovedprincippet i det grammatiske komma var at afgrænse grammatisk definerede sætninger. Grammatisk komma var det mest udbredte og
grammatiske funktioner kan forskellige kasusformer udtrykke forskelligt semantisk indhold. Man kan således skelne mere "grammatiske" kasus fra mere "semantiske" og i videre perspektiv mere grammatiske kasussystemer fra mere semantiske. De indoeuropæiske sprogs kasussystemer Disse sprog udviser en blanding af grammatiske
Grammatisk komma er et kommateringsprincip, hvor komma afgrænser grammatisk definerede sætninger og fortrinsvis sættes efter helt mekaniske regler i modsætning til det logisk-semantiske komma. Læs mere i Den Store Danske kommakrigen kommatering startkomma slutkomma tegnsætning Eksterne links kommareglerne på
grammatisk teoridannelse. Hovedtrækkene af klassisk grammatik med dens ordklasselære lå færdige i 100-tallet e.v.t. med Apollonios Dyskolos' beskrivelser af græsk, som ca. 500 blev overført til latin i en grammatik af Priscian, der fik status som kronen på værket
grammatiske forhold En række lydlige og grammatiske træk kendetegner aramæisk i forhold til resten af de nordvestsemitiske sprog. Bl.a. udviklede de interdentale frikativer θ (”blødt” t) og ð (”blødt” d) sig med tiden til lukkelyde, hhv. t og d. På
grammatisk ubestemte og står i modsætning til former med den efterhængte artikel, i ental dag-en, år-et, i flertal dage-ne, år-ene. Artiklen -en/-et markerer foruden bestemthed også ental og viser desuden substantivets køn, mens artiklen -(e
grammatiske forhold, fx ordafledninger, har været udtrykt ved affikser, som ikke gav sig til kende i skriften. Klassisk tid (ca. 500 f.Kr.-200 e.Kr.). Første del af denne periode spænder over de sidste århundreder af Zhoudynastiet (ca. 1000-255 f.Kr
grammatisk køn ved pronominal henvisning, fx he, she, it, mens de finsk-ugriske sprog slet ikke har grammatisk køn. I alle sprog har genussystemet fjernet sig meget fra en oprindelig motiveret klassifikation, således at ordene snarere tildeles køn efter form