Nigeria - økonomi

Da Nigeria blev selvstændigt, var landbruget det dominerende erhverv, men olieindustriens fremkomst i slutningen af 1960'erne medførte en hurtig og gennemgribende ændring af samfundsstrukturen. De høje oliepriser i midten af 1970'erne førte til, at regeringen, som i mange OPEC-lande, i sit udviklingsprogram stort set alene fokuserede på olieindustrien, som snart tegnede sig for næsten alle landets eksportindtægter, mens landbruget og fødevareindustrien blev tilsidesat. Nigeria blev hermed et offer for det, der senere er beskrevet som "resurseforbandelsen", idet de store olieindtægter også medførte offentligt overforbrug og låntagning samt en eksplosiv stigning i sort økonomi og korruption (i midten af 1990'erne vurderedes landet til at være det mest korrupte i verden; det er siden overhalet af Bangladesh). En begyndende nationalistisk orienteret økonomisk politik resulterede bl.a. i, at en lang række udenlandske virksomheder blev bragt under lokalt ejerskab. Olieeventyret endte brat, da oliepriserne i begyndelsen af 1980'erne faldt voldsomt. En alvorlig økonomisk krise indtraf, og Nigeria måtte bede Den Internationale Valutafond, IMF, og Verdensbanken om økonomisk støtte til at klare sine betalingsforpligtelser på udlandsgælden. Støtten blev ydet, mod at Nigeria bl.a. devaluerede sin overvurderede valuta, naira, og gennemførte en række prisreformer.

Forholdet til kreditorerne blev imidlertid mærkbart forværret i begyndelsen af 1990'erne, hvor regeringen førte en indadvendt økonomisk politik med store budgetunderskud og reguleringer af økonomien til følge. IMF ville ikke indgå nye aftaler med Nigeria, og de dårlige relationer til omverdenen kulminerede i 1995, da landets åbenlyse problemer med at respektere menneskerettighederne førte til eksklusion fra Commonwealth. Samtidig strammede EU de igangværende sanktioner over for Nigeria, som bl.a. omfatter en total våbenembargo, og EU's bistand til Nigeria blev suspenderet med undtagelse af fattigdoms-, menneskerettigheds- og demokratiorienterede aktiviteter. Sanktionspolitikken synes at have båret frugt, idet Nigeria 1995-96 påbegyndte en række økonomiske reformer, som bl.a. omfatter en legalisering af det tidligere sorte valutamarked (hvor valutakursen langt bedre afspejler nairaens markedsmæssige værdi end den officielle kurs), udlændinges ret til at erhverve virksomheder i landet og en mere liberal handelspolitik. Endvidere skete en tydelig stramning af den økonomiske politik, efter at inflationen i 1995 var nået op omkring 75% til trods for en svag økonomisk vækst på kun 1% i gennemsnit i det foregående tiår. Herefter faldt inflationen til omkring 20%, og reformerne fortsatte i 1998, hvor en række statsejede virksomheder blev privatiseret.

Fra 2003 er der efter nogen tøven og under påvirkning fra IMF gennemført en række økonomiske reformer i Nigeria, herunder liberalisering og privatiseringer i oliesektoren. I 2005 blev der indgået aftaler med Parisklubben (af rige kreditorlande) om et meget omfattende gældssaneringsprogram, som reducerede udlandsgælden med mere end ²/₃. Provenuet fra de høje oliepriser muliggjorde en afvikling af den øvrige gæld i 2006.

Nigeria havde i 2005 massive overskud på handels- og betalingsbalancen og har annonceret at ville bekæmpe den udbredte fattigdom; i denne verdens tolvtestørste olieproducent (2004) lever 80 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen, og olieindtægterne har hidtil snarere været en kilde til regionale og etniske konflikter end til bred økonomisk udvikling. Nigerias vigtigste eksportmarked er USA, der aftog 49% af Nigerias eksport i 2005. Importen leveres især af Kina, Storbritannien og USA. Selvom de øvrige afrikanske lande således ikke har stor økonomisk betydning for Nigeria, har landet været aktivt i opbygningen af de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab, som blev stiftet i 1975 og tilstræber på et tidspunkt at udvikle sig til et egentligt fællesmarked.

Danmarks eksport til Nigeria var i 2005 på 589 millioner kroner. Importen derfra var på kun 4 millioner kroner.