Mexicos økonomi er Latinamerikas største og har en struktur som de rige landes, idet kun 4% af BNP skabes af landbruget, men 70 % af servicesektoren (2005). Landets ulige udvikling illustreres imidlertid af det forhold, at landbruget beskæftiger 18% af de erhvervsaktive. 1970'erne var kendetegnet ved en stærk økonomisk vækst, som fulgte i kølvandet på opdagelsen af Chiapas-oliefelterne og en massiv låntagning i udlandet. Internationale rentestigninger og dollarens himmelflugt i begyndelsen af 1980'erne resulterede imidlertid i, at Mexico ligesom en stor del af de øvrige latinamerikanske lande oplevede en alvorlig gældskrise og i 1982 måtte anmode Den Internationale Valutafond, IMF, og sine kreditorer om økonomisk støtte. Den økonomiske afmatning varede til slutningen af 1980'erne, og Mexico måtte i de år hyppigt genforhandle lånebetingelserne for sin gæld.

Staten havde traditionelt spillet en stor rolle i samfundsøkonomien, men i 1988 indtraf et radikalt skifte i den økonomiske politik, da Carlos Salinas overtog præsidentembedet. Salinasregeringen lagde vægt på at modernisere økonomien og lade den fungere på markedsøkonomiske vilkår i langt videre udstrækning end tidligere. Samtidig tilstræbte regeringen med stor succes at nedbringe inflationen og budgetunderskuddet. Liberaliseringen af økonomien, som også omfattede den tidligere totalt regeringskontrollerede finansielle sektor, har bl.a. resulteret i et betydeligt fald i antallet af statsejede virksomheder, et langt større engagement i udbygningen af infrastrukturen og frem for alt i Mexicos deltagelse i den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA, sammen med USA og Canada fra 1994. Reformpolitikken banede også vejen for, at Mexico i 1995 som det første latinamerikanske land blev optaget i OECD.

USA er langt den største handelspartner, hvorfor valutakurspolitikken historisk har været rettet mod at knytte pesoen mere eller mindre fast til dollaren. Efter at de sidste restriktioner på kapitalens frie bevægelighed blev afskaffet i 1991, knyttede regeringen pesoen fast til dollaren i forholdet 3,1 peso pr. dollar, selvom inflationen i Mexico var betydelig højere end i USA. Den efterfølgende forringelse af konkurrenceevnen betød i kombination med en høj økonomisk vækst og den lettere adgang til udenlandske varer efter handelsliberaliseringerne, at Mexicos underskud på de eksterne balancer voksede dramatisk. Finansieringen af underskuddet fandt i stigende omfang sted gennem kortfristet og spekulativ kapital, og i slutningen af 1994 kom Mexico igen i en dyb krise, da fastkurspolitikkens troværdighed brød sammen. Investorerne flygtede fra landet, og pesoen måtte devalueres med næsten 50 % over for dollaren. Gældssituationen blev på ny uoverskuelig, og regeringen måtte atter henvende sig til IMF for at få økonomisk støtte. Sammen med USA, hvis økonomiske interesser i Mexico var steget efter dannelsen af NAFTA, iværksatte fonden herefter historiens hidtil største finansielle redningsaktion til en værdi af over 30 mia. dollar. Modkravet var en stram økonomisk genopretningspolitik, som resulterede i et kraftigt fald i BNP på lidt over 6 % i 1995, da inflationen steg dramatisk til 38 % fra 8,5 % året før. Devalueringen førte imidlertid til en kraftig eksportfremgang, og allerede i 1996 var den mexicanske økonomi igen i stærk vækst.

Landet ramtes af recessionen i 2001, men havde i 2004 og 2005 pæne vækstrater (4% og 3 %). Arbejdsløsheden var i 2005 officielt så lav som ca. 3 %, men der er dels stor underbeskæftigelse, dels en udbredt sort økonomi. Korruption og anden kriminalitet, herunder på narkoområdet (90 % af USA's kokainimport menes at komme fra Mexico), er fortsat store samfundsproblemer sammen med en, selv efter latinamerikanske forhold, voldsom indkomstulighed. Den økonomiske vækst er regionalt ulige fordelt, hvilket betyder, at den illegale emigration af arbejdskraft til USA fortsætter, og at der er stigende politisk uro i de fattigere regioner i landet.

Mexicos udenrigshandel er ganske domineret af USA, som i de senere år har aftaget ca. 80 % af eksporten, hvilket gør den mexicanske økonomi følsom for kunjunkturudsving i USA. Derimod er den mere robust i forhold til prisen på olie, som nu kun udgør ca. 8 % af eksporten mod 80 % i 1982. Denne består nu for 90 %'s vedkommende af færdigvarer, i stort omfang produceret af udenlandsk ejet industri (maquiladora), der udnytter de lave lønninger og den lemfældige miljølovgivning. Underskuddet på handelsbalancen modsvares af en stor turistsektor og af overførsler fra mexicanere med arbejde i USA.

Danmarks eksport til Mexico var i 2005 på 1053 mio. kr., og importen derfra på 456 mio. kr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig