Størstedelen af økonomien, herunder udenlandske virksomheder, blev nationaliseret efter militærkuppet i 1969, og en række udviklingsplaner blev retningsgivende for den økonomiske politik. Et af hovedmålene var at skabe en bredere produktionsstruktur for at gøre landet mindre afhængigt af oliesektoren. Faldende oliepriser i 1980'erne og frem for alt USA's og FN's sanktioner imod landet, indført i hhv. 1978 og 1992, betød, at den økonomiske politik i realiteten måtte indrettes på at sikre økonomiens overlevelse. Oliesektoren udgjorde fortsat landets økonomiske grundlag, men for at fremme den økonomiske vækst har regeringen siden 1988 tilladt privat virksomhed inden for bl.a. handel og service.

FN's sanktioner blev ophævet 1999, efterhånden fulgt af normalisering af forholdet til USA, og fra 2003 har Libyen iværksat et markedsorienteret reformprogram, der også åbner for udenlandske olieselskabers virksomhed; i 2005 bortauktioneredes således de første oliekoncessioner. Staten kontrollerer dog fortsat i høj grad økonomien gennem kontrol af priser mv. og især den store oliefinansierede offentlige sektor, der driver et bredt uddannelses- og sundhedsprogram. Dette har i forbindelse med subsidiering af boliger og fødevarer placeret spædbørnsdødeligheden som kontinentets laveste og levealderen som den næstlængste (efter Tunesiens). Efter en stagnation 2001-02 er den økonomiske vækst igen stor (8,5% i 2005), hjulpet af høje oliepriser.

Libyen har traditionelt haft store overskud på handelsbalancen. Selvom betalingsbalancen periodisk har vist underskud, fordi gæstearbejdere og udenlandske virksomheder (som på trods af sanktioner og nationaliseringer stadig opererer i oliesektoren) sender betydelige beløb ud af landet, har Libyen aldrig opbygget en stor udlandsgæld. Landet har anmodet om medlemskab af WTO og forsøger, bl.a. med økonomiske midler, at spille en aktiv rolle i storpolitik.

Olieafhængigheden har haft stor betydning for valutakurspolitikken, idet dinaren fra 1973 til 1986 var bundet til dollar og siden til Verdensbankens valutakurv. En svag økonomisk udvikling og stigende inflation har dog medført flere nedskrivninger af valutaen i 1990'erne.

Libyens vigtigste handelspartnere er Italien, Tyskland og Spanien, mens handelen med de arabiske nabolande er af ringe betydning. Danmarks eksport til Libyen i 2005 var på 226 mio. kr., og importen på 76 mio. kr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig