Erik Lundberg var en svensk økonom, som tilhørte den såkaldte Stockholmskole.
Erik Lundberg
Faktaboks
Erik Filip Lundberg
- Født
- 13. august 1907
- Død
- 14. september 1987
Uddannelse og karriere
Lundberg var uddannet ved Stockholms universitet med efterfølgende studier i USA 1931-1933, hvorefter han blev tilknyttet Sveriges Riksbank. Han var efterfølgende professor i Stockholm, 1946-1965 ved universitetet og 1965-1974 ved handelshøjskolen. I 1946-1955 var han endvidere leder af Konjunkturinstitutet.
Arbejder
Lundbergs videnskabelige indsats er knyttet til makroøkonomiske problemstillinger. Hans doktordisputats fra 1937 var inspireret af Keynes' tidlige arbejder, som han udvidede med dynamiske aspekter, og hvor han diskuterede investeringernes dobbelte rolle som både efterspørgsel og udbud.
I senere arbejder beskæftigede han sig med stabilitet og vækst samt bidrag til belysning af den økonomiske politik. Mens en forøget arbejdsproduktivitet normalt forbindes med øgede investeringer eller forbedret teknik, viste han empirisk, hvordan stigninger i arbejdsproduktiviteten over længerevarende perioder kunne iagttages, selvom den anvendte produktionsteknik ikke forandredes, den såkaldte Horndaleffekt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.