Faktaboks

Bruno Hildebrand
Født
6. marts 1812
Død
29. januar 1878
Bruno Hildebrand, årstal ukendt
Af /Universitätsarchiv Zürich.

Bruno Hildebrand var en tysk økonom og statistiker. Han regnes for en af grundlæggerne af den tyske historiske skole af økonomer.

Uddannelse og karriere

Hildebrand blev uddannet ved universitetet i Breslau, hvorfra han tog doktorgrad i 1836. I 1841 blev han professor i Marburg, og han var som liberal medlem af Frankfurterparlamentet i 1848. Efter dets opløsning blev han tvunget i eksil i Schweiz, hvor han var professor ved universiteterne i Zürich og Bern, og her grundlagde han landets første statistiske kontor. I 1861 vendte han tilbage til et professorat i Jena, og året efter grundlagde han tidsskriftet Jahrbücher für Nationalökonomie und Statistik. Han er far til billedhuggeren Adolf von Hildebrand.

Arbejder

Som økonom var Hildebrand repræsentant for den ældre gren af den såkaldte historiske skole, der interesserede sig for økonomiens udvikling fra varebytte til brug af først penge og dernæst kredit. Blandt hans hovedværker er Die Nationalökonomie der Gegenwart und Zukunft (Nationaløkonomi i nutid og fremtid) fra 1848. Om end opmærksom på kapitalismens svagheder i social henseende så han en fremtid for det liberalt indrettede samfund, idet han stillede sig kritisk over for socialisme og kommunisme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig