Faktaboks

Albert Hirschman

Albert Otto Hirschman

Født
7. april 1915
Død
10. december 2012

Albert Hirschman var en tysk økonom og forfatter til en række værker om politisk økonomi og ideologi.

Uddannelse og karriere

Hirschmann påbegyndte sin uddannelse i 1932 i Berlin, men måtte flygte på grund af antifascistisk aktivitet. Han fortsatte ved Sorbonne og London School of Economics samt Universitet i Trieste, hvor han tog doktorgrad i økonomi i 1938. Efter deltagelse i den spanske borgerkrig og den videre kamp mod fascismen og nazismen i Europa emigrerede han til USA i 1941. Her var han tilknyttet University of California, Berkeley, 1941-1943, hvorefter han havde en række poster i forsvaret og administrationen. Hirschman var professor ved Yale University 1956-1958, Columbia University 1958-1964, Harvard University 1964-1974 og Princeton University 1974-1985.

Videnskabelige arbejder og forskning

Hirschman er især kendt for sin uortodokse forskning om ubalanceret vækst, som indebærer, at investeringerne koncentreres i nogle få nøgleindustrier med store koblinger til den øvrige del af økonomien. Han er også kendt for at introducere the hiding hand principle om hvorledes kombination af uvidenhed og rationalitet kan udløse kreative løsninger.

Hirschman har bidraget med indflydelsesrige værker om afhængighedsteoretiske og udviklingsøkonomiske temaer, hvor det komplekse samspil mellem økonomi og politik ofte står i fokus; en søgen efter skjult rationalitet kan derfor siges at have været karakteristisk for ham.

Det såkaldte Herfindahl-Hirschman index for koncentration af virksomheder på et marked blev først introduceret af Hirschman i 1945.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig