eurovalutamarkedet

Eurovalutamarkedet er en fællesbetegnelse for markeder for de fleste industrilandes valutaer, som eksisterer uden for udstedelseslandet. Eurovalutamarkedet omfatter store standardiserede bankindskud med kort løbetid; det er derfor mere overskueligt og indeholder mindre kreditrisiko end tilsvarende indenlandske markeder, hvorfor afstanden mellem udlåns- og indlånsrenten er beskeden.

Eurovalutamarkedet opstod i slutningen af 1950'erne i London, hvor især østeuropæiske banker ønskede at holde dollar uden for den politiske risiko for indefrysning, som kunne være knyttet til indskud inden for USA's grænser. I løbet af 1960'erne og 1970'erne voksede markedet som følge af forskelligartede reguleringer af de indenlandske finansielle markeder i USA, Europa og Japan og som følge af mange centralbankers stigende anvendelse af markedet. Som navnet antyder, var der i begyndelsen tale om et marked, der altovervejende lå i Europa, men med tiden opstod væsentlige nye delmarkeder i ikke-europæiske finanscentre, især i Østasien. 90-95 % af aktiver og passiver i markedet udgøres af mellemværender mellem banker; samtidig er markedsandele for andre valutaer end dollaren vokset, selvom dollaren fortsat er langt den væsentligste.