Bretton Woods-systemet

Bretton Woods-systemet er et internationalt fastkurssamarbejde, som udvikledes efter 2. Verdenskrig med udgangspunkt i en konference i juli 1944 i byen Bretton Woods i New Hampshire, USA. 44 senere FN-medlemslande var repræsenteret og med til at udforme vedtægterne for Den Internationale Valutafond, IMF, og for Verdensbanken. Formålet var at undgå en gentagelse af mellemkrigstidens erfaringer med voldsomt ustabile valutakurser og den negative afsmitning på verdenshandelen, som nationale beskyttelsesforanstaltninger havde forårsaget; desuden at undgå internationale politiske konflikter og i sidste instans krig.

Kernen i Bretton Woods-systemet blev derfor et internationalt regelsæt om faste valutakurser, som dog kunne justeres i tilfælde af såkaldt fundamental uligevægt i et lands økonomi, suppleret med lånemuligheder gennem IMF for lande i midlertidige betalingsvanskeligheder.

Systemet fungerede stort set efter hensigten frem til sammenbruddet af de faste valutakurser i 1971-73. Stigende inflation og voksende betalingsbalanceunderskud i USA gjorde det i de år gradvis mindre tiltrækkende for USA's vigtigste partnere at knytte deres valutaer fast til dollaren. De førende valutaer har derfor siden marts 1973 indbyrdes været frit flydende, og der er ikke på globalt plan udsigt til en tilbagevenden til et egentligt fastkurssystem.