udviklingsstrategier (Markedsstyret udvikling)

Udviklingsstrategier (Markedsstyret udvikling), Hele denne tankegang tages der afstand fra blandt tilhængere af markedsstyret udvikling, herunder neoklassiske økonomer. De hæfter sig ved, at statslige myndigheder og offentlige virksomheder generelt fungerer ineffektivt og dyrt. De fleste stater i ulandene har ikke råd til at klare de mange opgaver og savner desuden den fornødne administrative og tekniske kapacitet. Dertil kommer, at statslig kontrol ofte skaber gode trivselsbetingelser for korruption og uproduktiv adfærd. Når en stat fx indfører restriktioner på industriel aktivitet eller på import og forlanger, at producenter og importører skal have særlige tilladelser fra myndighederne, vil mange resurser blive anvendt på uproduktive anstrengelser for at opnå disse tilladelser. På baggrund af disse og andre problemer med statsstyring anbefaler neo-klassiske økonomer at reducere statens økonomiske rolle til et minimum. I stedet skal det overlades til markedsmekanismerne at styre, hvad der skal produceres og i hvor store mængder. Det drejer sig om at få "de rette priser" frem, fordi markedet derved vil komme til at sørge for dynamikken, væksten og den strukturelle transformation af de tilbagestående økonomier. Mere specifikt indebærer strategien, at alle fordrejende indgreb i prismekanismerne skal afvikles, at udenrigshandelen skal liberaliseres, at der skal satses på eksport, og at den offentlige sektor skal reduceres, og så mange økonomiske opgaver som overhovedet muligt overdrages til private virksomheder.

I en årrække fra ca. 1980 spillede den markedsstyrede strategi en central rolle i det internationale udviklingssamarbejde. Anbefalingerne blev i vid udstrækning lagt til grund for Verdensbankens og Den Internationale Valutafonds virke, se ulande (økonomiske reformer). Også mange bilaterale donororganisationer støttede kravene til ulandene om at følge mere markedsstyrede udviklingsstrategier.

I løbet af 1990'erne indtraf der imidlertid en opblødning. Bruddet med de tidligere fremherskende statsstyrede udviklingsmodeller blev anerkendt som for vidtgående. I stedet fremkom mere balancerede kombinationer af de to typer udviklingsstrategier. Medvirkende hertil var, at analyser afslørede, at den økonomiske succes i en række asiatiske lande, bl.a. Sydkorea og Taiwan, måtte tilskrives et tæt samspil mellem staterne og markedsmekanismerne og ikke isoleret anvendelse af hverken den ene eller den anden type strategier. Medvirkende var også en fornyet opprioritering af fattigdomsbekæmpelse i bistandsarbejdet, og at der skulle lægges mere vægt på miljøbeskyttelse. Begge områder anses bredt for at kræve politiske foranstaltninger. Verdensbankens reviderede opfattelse fra sidste halvdel af 1990'erne lægger op til arbejdsdeling mellem staten og den private sektor. Strategien er på kort sigt at få staterne til at koncentrere sig om de vigtigste opgaver i overensstemmelse med, hvad de kan klare; på længere sigt skal de mange svage stater i det store flertal af ulande styrkes, så de bliver i stand til at løfte flere opgaver inden for områder som uddannelse, sundhed, bekæmpelse af fattigdom og sikring af miljøet. Samtidig lægges der mere vægt end tidligere på støtte til demokratisering og god regeringsskik, herunder overholdelse af menneskerettigheder og faglige rettigheder. De nyere strategier tager således sigte på både en styrkelse af statens kapacitet og en indretning af det politiske system efter vestligt forbillede.