Udviklingsforskning, videnskabsgren, der beskæftiger sig med ulandenes samfundsmæssige og kulturelle forhold samt deres udviklingsproblemer og -muligheder. Udviklingsforskning bevæger sig på mange niveauer; således studeres såvel den økonomiske globalisering som fx lokale skikkes indvirkning på udviklingsprocessen. Siden 1980'erne har megen udviklingsforskning inddraget miljøproblemer i ulandene.

Undertiden sidestilles udviklingsforskning med ulandsforskning, hvorved al forskning med ulandene som genstandsområde medregnes, fx også botaniske studier i tropiske egne. Den forskning, der støttes af Udenrigsministeriet/Danida, er afgrænset på denne brede måde. Forskning finansieret af danske bistandsmidler forventes imidlertid, direkte eller indirekte, at støtte ulandenes udviklingsbestræbelser. Nogle forskere ser ikke udviklingsforskning som knyttet alene til ulandene, men som en del af samfunds- og kulturforskning i generel forstand, uanset hvilke dele af verden det drejer sig om.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig