Stabiliseringsprogram, økonomiske politikker af relativt kortsigtet karakter, der er rettet mod at bekæmpe fx inflation og betalingsbalanceunderskud. Ofte udmøntes stabiliseringsprogrammer i krav fra IMF, Den Internationale Valutafond, til lande som betingelse for at yde dem midlertidig finansiel assistance (krisehjælp). Typisk drejer det sig om loft over den indenlandske kreditgivning og ændringer i valutakursen over for udlandet. Lavere inflation forudsætter en bedre balance mellem pengeudbud og -efterspørgsel; betingelser om mindre offentlige budgetunderskud er derfor almindelige. Tilsvarende kræves devalueringer for at mindske importen og øge incitamenterne til at eksportere. IMFs stabiliseringsprogrammer er meget omdiskuterede. Der er fx uenighed om, hvor hurtigt de omtalte midler skal bringes i anvendelse, og hvor effektive de er. Hvis den økonomiske vækst utilsigtet bremses, kan der blive tale om en ond spiral, og i tilfælde, hvor priser og lønninger er indekserede, kan det blive nødvendigt at inkludere uortodokse midler såsom pris- og lønkontrol. Sådanne tiltag er imidlertid i modstrid med IMFs liberalistiske tilgang til den økonomiske politik. Se også ulande (økonomiske reformer).