liberalisering (Energisektoren)

Liberalisering (Energisektoren), Mens olie og kul i mange år har været handlet internationalt, er naturgas, bygas, el og fjernvarme historisk blevet produceret og leveret af selskaber med monopol. Fælles for disse energiarter er, at de helt overvejende transporteres i rør eller ledninger fra produktionsstedet og helt ud til forbrugeren. Etablering af disse rør- og ledningsnet kræver brug af både private og offentlige arealer, og der er tale om meget store, langsigtede investeringer. Det gælder i vidt omfang også for kraftværker. Net og kraftværker har overvejende været offentligt ejet eller evt. ejet af lokale forbrugere som i de danske el-andelsselskaber.

De globale liberaliseringstendenser i 1980'erne fik afgørende betydning for organiseringen af energisektoren. En række lande indførte konkurrence om leveringen af el og gas. I Europa kom de første konkrete initiativer i England (gas i 1986 og el i 1990) og Norge (el i 1991). EF-kommissionen præsenterede i 1988 en plan om at etablere et indre marked for el og gas baseret på konkurrence, men først i 1996 blev der vedtaget et EU-direktiv herom for el og i 1998 et for gas. I 1994 blev der vedtaget regler for udbud af rettigheder til udvinding af olie og gas.

Principperne for liberalisering af energimarkederne overalt i verden har en række fælles træk. Man udskiller de dele af værdikæden, der egner sig til konkurrence, normalt energiproduktion og energihandel. Etablering og drift af nettene til transport af energien samt lagre (gas og evt. varme) forbliver monopolopgaver baseret på bevillinger. Udførelsen af disse opgaver er underkastet offentlig regulering, dels for at forhindre, at netejerne misbruger deres monopol, dels for at give incitamenter til stadig øget effektivitet. Kravet om udskillelse kan være regnskabsmæssigt, ledelsesmæssigt, selskabsmæssigt eller evt. ejermæssigt.

I mange lande sker der sammen med liberaliseringen en privatisering, idet stat eller kommuner sælger deres interesser i energisektoren til kommercielle investorer. Det har sat gang i en internationalisering og en koncentration af ejerskaber.

For at realisere politiske mål, som konkurrencen ikke i sig selv sikrer, må også konkurrencen reguleres. Det kan fx ske ved brug af afgifter eller i form af offentlige forpligtelser (public service obligations), som pålægges aktørerne på markedet. Politiske målsætninger for bl.a. miljø, forbrugerbeskyttelse og fremme af vedvarende energi varetages på denne måde.

Liberaliseringen på energiområdet er således snarere en nyregulering med fokus på indførelse af konkurrenceelementer end en formindsket offentlig regulering.

Med en ændring af den danske elforsyningslov, der fik virkning fra 1.1.1998, blev der åbnet for, at meget store elforbrugere frit kunne vælge elleverandør. En helt ny elforsyningslov fik virkning fra 2000. Det danske initiativ skyldtes bl.a. EU-krav samt presset fra Sverige og Norge, der allerede havde liberaliseret deres elmarkeder. Det danske elmarked blev gradvist åbnet frem til 2003, hvorefter alle forbrugere frit kan vælge elleverandør. Produktion og handel er blevet selskabsmæssigt adskilt fra nettet. El fra anlæg baseret på vedvarende energi og fra decentrale kraftvarmeværker skal dog aftages af alle elforbrugere som en fast andel af deres forbrug til offentligt regulerede priser. Der stilles særlige krav til selskabernes organisering og til lokale forbrugeres indflydelse i netselskaberne.

Med den nye gasforsyningslov, der fik virkning fra juli 2000, blev der åbnet for større forbrugeres adgang til frit at vælge gasleverandør. Elforsyningslovens elementer genfindes her, men på visse områder mindre vidtgående. En ændring af varmeforsyningsloven med virkning fra juli 2000 indførte bl.a. en ny prisregulering, men ingen konkurrence mellem forskellige leverandører af fjernvarme.