Humanitær bistand, bistand, der ydes for at afhjælpe nød enten ved at gøre en indsats i de ramte lande og regioner eller ved at modtage flygtninge derfra. Katastrofer kan være menneskeskabte, dvs. være forårsaget af nationale, sociale, etniske eller religiøse spændinger, hvilket især forekommer i de egne af verden, som undergår økonomiske og politiske omvæltninger, eller de kan være naturbetingede.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet humanitær kommer af fransk humanitaire, af humanité 'menneskelighed'.
Den humanitære bistand har således traditionelt været overvejende kortsigtet og omfattet levering af bl.a. fødevarer, medicin, tæpper og telte. Humanitær støtte kan imidlertid også antage karakter af egentlig udviklingsbistand. Det sker fx i takt med, at flygtninge integreres i et modtagerland, eller mere generelt, ved at et livsgrundlag genetableres og forholdene normaliseres, efter at den helt akutte nødsituation er imødekommet.
Foruden afhjælpning af akut nød er der siden midten af 1990'erne blevet lagt stor vægt på rydning af miner og ueksploderet ammunition, som efter afslutningen af de egentlige krigshandlinger mange steder er blevet en alvorlig fare for civilbefolkningen. Sideløbende har mange lande og internationale organisationer ydet større indsatser for at forebygge og dæmpe konflikter, bl.a. i Afrika. Der er også gjort mere ihærdige forsøg på at kombinere nødhjælp med mere langsigtet bistand med det mål at afhjælpe fattigdom. Danmark er et af de lande, der i særlig grad har engageret sig på disse områder.
Det internationale samfund har siden slutningen af 1980'erne stået over for et antal store og komplekse menneskeskabte katastrofer. Eksempler er den vanskelige situation i det tidligere Jugoslavien, den menneskelige nød som følge af de økonomiske og sociale omvæltninger i en række tidligere Sovjetrepublikker, sammenbrud i lande som Somalia og Rwanda og borgerkrigene i Afghanistan og Syrien. I årene 1985-95 steg antallet af flygtninge fra knap 12 mio. til ca. 27 mio. mennesker. Mindst 12 mio. levede i 2002 som flygtninge uden for deres hjemland; andre 20-25 mio. mennesker som internt fordrevne i deres egne lande, ofte uden selv den beskedne hjælp, som internationale flygtninge får. I 2014 var antallet af flygtninge og internt fordrevne helt oppe på 60 mio.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.