Savings and loan associations, finansielle institutioner i USA, som siden 1830'erne efter britisk forbillede har specialiseret sig i udlån til boligbyggeri. Ligesom danske realkreditinstitutter har de traditionelt været organiseret som debitorstyrede. I modsætning til deres danske søsterorganisationer har de dog vist sig meget sårbare over for udviklingen i renteniveauet, fordi deres passiver udgøres af indskud med træg rentedannelse og ikke af obligationer solgt af låntagere til markedskurser. I perioder med stigende renteniveau har de haft svært ved at fastholde indskud i konkurrence med andre indskudsmodtagende institutioner, hvilket i 1980'erne bragte dem i alvorlig krise.