Økonomistyring, det at træffe bevidste og målrettede beslutninger om handlinger under hensyntagen til deres økonomiske konsekvenser. Økonomistyring forudsætter, at der i videst muligt omfang formuleres handlingsalternativer, samt at deres økonomiske konsekvenser beregnes som grundlag for at træffe beslutninger, der i størst muligt omfang opfylder et individs og/eller en organisations økonomiske mål. Efter at beslutninger er udført, skal der ske en opfølgning af deres økonomiske konsekvenser for at bedømme, i hvilket omfang målet er nået, samt for at give input til nye handlingsalternativer.