variabilitetsregnskab

Variabilitetsregnskab, en virksomheds interne omkostningsregnskab. Registreringsprincipperne i et variabilitetsregnskab skal sikre, at omkostningsbeskrivelsen kan benyttes ved løsning af en række regnskabsopgaver, fx til produktkalkulation (se kalkulation), til udregning af dækningsbidrag og overskud, til kontrol samt til opstilling af budget og alternativkalkule. Løsningen af flere af disse opgaver kræver skønsmæssige omkostningsfordelinger, men forskellige skøn. Et variabilitetsregnskab tilrettelægges derfor sådan, at det er uden skønsmæssige fordelinger, således at brugeren med udgangspunkt i regnskabet kan anlægge forskellige skøn ved opgavernes løsning.

Hovedprincippet i et variabilitetsregnskab er, at enhver omkostning registreres ud fra såvel art som sted og formål. Arten angiver resursetypen, fx kategorier af materiale, løn eller eksterne tjenesteydelser; stedet eller afdelingen, hvor forbruget fandt sted, afspejler det organisatoriske hierarki, og endvidere registreres resurseindsatsens umiddelbare formål, som ud over produktfremstilling kan være fx administration, forskning og udvikling, distribution og reklame. Under sted og formål registreres omkostninger så langt ned i hierarkiet af konti, som det er muligt uden at foretage skønsmæssige fordelinger. Til forklaring af størrelsen af hvert formåls omkostninger foreligger der et kvantitativt outputmål, kaldet en variabilitetsfaktor, hvormed omkostninger varierer tilnærmelsesvis proportionalt. Principperne er udviklet i 1951 af den danske økonom Vagn Madsen (1917-2000).