regnskabsanalyse

Regnskabsanalyse, indsats med det formål at opnå en dybere forståelse af indholdet af en virksomheds offentliggjorte årsrapport (årsregnskab og årsberetning). Regnskabsanalyser gennemføres fx af investorer som led i beregning af en virksomheds værdi og af låntagere med henblik på at bedømme en virksomheds soliditet.

Regnskabsanalyser vedrører normalt analyser af rentabilitet, vækst, pengestrømme, soliditet samt styrkeprofil. Man kan vælge at foretage tidsserieanalyser, hvor man analyserer en række årsrapporter fra den samme virksomhed, eller tværsnitsanalyser, hvor forskellige virksomheders årsrapporter i et givet år analyseres.

Styrkeprofilanalyser foretages for at afdække en virksomheds stærke og svage sider samt for at afdække muligheder og trusler i omverdenen med henblik på at vurdere dens fremtidsudsigter på det strategiske plan.

Rentabilitetsanalyser består i at måle en virksomheds hidtidige evne til at forrente den investerede kapital i fortiden med henblik på at udforme en prognose for den fremtidige rentabilitet. Afkastningsgraden, AG, måler afkastet på den totale kapital:

hvor OFR er overskud før renter, G er gæld, og E er egenkapital. Egenkapitalens forrentningsprocent, EKF, måler egenkapitalens afkast: EKF = (OER/E)∙100%, hvor OER er overskud efter renter. Sammenhængen mellem disse afkastmål kan skrives som EKF = AG+(AG−r)∙G/E, hvor r er den gennemsnitlige lånerente, AG−r virksomhedens rentemarginal, og G/E den finansielle gearing.

Med en positiv rentemarginal vil EKF være større end AG, og EKF vil vokse som funktion af den finansielle gearing. Med fx AG = 10%, r = 5% og en tilvækst i G/E fra 2 til 4 hæves EKF fra 20% til 30% (idet 20 = 10+(10−5)∙2, mens 30 = 10+(10−5)∙4).

Virksomheder, som satser på at opnå en høj egenkapitalforrentning vha. høj finansiel gearing, påfører sig dog samtidig en høj finansiel risiko pga. store rente- og afdragsforpligtelser, som dels forøger EKF's volatilitet, dels risikoen for betalingsstandsning.

Ved mere indgående analyser af afkastningsgraden kan den dekomponeres således: AG = OG∙TO, hvor OG = (OFR/OS)∙100%, og TO= OS/TK. Her er OS omsætningen, og TK totalkapitalen; TO måler virksomhedens kapitalintensitet.

Mens kapitallette virksomheder, bl.a. inden for detailhandel, opnår høje afkastningsgrader vha. små overskudsgrader (fx kan man opnå AG = 20% med OG = 2% og TO = 10), kræves der store overskudsgrader inden for den kapitaltunge del af industrien for at opnå samme afkast (fx OG = 10% for TO = 2).

Niveauet for disse nøgletal er branchebestemt, men forskelle i nøgletallene skyldes også virksomhedsspecifikke forhold. Overskudsgraden måler således effektiviteten i virksomhedens indtægts-omkostnings-tilpasning, mens totalkapitalens omsætningshastighed måler kapitaltilpasningsevnen.

Ved at analysere ændringerne i disse nøgletal er det muligt at danne sig et indtryk af årsagerne til, at afkastningsgrader ændrer sig over tid i samme virksomhed og er forskellige i forskellige virksomheder. Begge nøgletal kan dekomponeres yderligere i en række nøgletal til analyse af indtægts-, omkostnings- og kapitaltilpasning.

Vækstanalyser har til formål at beregne en virksomheds selvfinansierede (bæredygtige) vækstrate i omsætning og aktiver mv. på grundlag af historiske årsregnskaber med henblik på prognose af fremtidig selvfinansieret vækst. Den selvfinansierede vækstrate, g, beregnes ved at udbygge rentabilitetsanalysen med selskabsskat og udbytte: g = AG+(AG−r)∙(G/E)∙(1−s)∙(1−u), hvor s er selskabsskat, og u udbytte — begge i procent af overskuddet.

For at kunne finansiere en vækstrate, der er højere end den selvfinansierede vækstrate, kræves der en eller flere ændringer i den selvfinansierede vækstrates komponenter: forbedret rentabilitet, forøget finansiel gearing, fald i skatteprocent eller udbytte.

Er en virksomhed ikke i stand til at gennemføre disse ændringer, tvinges den til enten at gennemføre en nyemission af aktier eller til at reducere vækstraten med de følger, dette får for virksomhedens værdi og soliditet. Vækstanalyser er derfor en integreret del af regnskabsanalysen.

Pengestrømsanalyser gennemføres vha. pengestrømsopgørelser.

Ved soliditetsanalyser måles tabsrisiko ved konkurs. Tabsrisikoen kan defineres som produktet a∙b af sandsynligheden for betalingsstandsning, a, og sandsynligheden for tab ved ophør, b, for en virksomhed i betalingsstandsning.

Den første sandsynlighed estimeres på grundlag af virksomhedens betalinger som going concern (levende virksomhed), den anden på grundlag af aktivernes realisationsværdier ved afhændelse i forhold til den samlede gæld. Det følger af produktrelationen, at en given soliditetsrisiko kan være sammensat af en lille sandsynlighed for betalingsstandsning og en stor sandsynlighed for tab ved ophør og omvendt.

I videnssamfundet baserer långiverne, fx pengeinstitutterne, især deres långivning på førstnævnte form for tabsrisiko. Er en virksomhed ikke i stand til at indfri sine rente- og afdragsforpligtelser som going concern, vil sandsynligheden for tab ved ophør være stor, eftersom aktiverne i videnstunge virksomheder hovedsagelig vil være af immateriel karakter og svært omsættelige i en konkurssituation.

Nyere regnskabsanalyselitteratur supplerer ofte disse traditionelle former for soliditetsanalyser med statistiske modeller, hvor sandsynligheden for betalingsstandsning estimeres på grundlag af en række finansielle nøgletal hentet fra det eksterne årsregnskab, fx afkastningsgrad, volatiliteten i egenkapitalens forrentningsprocent, finansiel gearing.

Nøgletallenes evne til at forudsige en kommende betalingsstandsning i en konkret virksomhed bygger på generelle historiske analyser af nøgletalsudviklingen i konkursramte virksomheder sammenlignet med økonomisk sunde virksomheder. Modellernes udbredelse i praksis har hidtil været begrænset, bl.a. som følge af en relativt ringe prognoseværdi.