vækstteori

Allerede klassiske økonomer som Adam Smith, David Ricardo og Thomas Malthus beskæftigede sig med spørgsmålet. Malthus blev især kendt for sine pessimistiske forudsigelser om, at øget befolkningsvækst altid ville bremse ethvert tilløb til stigende levestandarder. Malthus’ model viste sig dog ikke at holde stik og blev efterhånden betragtet som forældet.

Moderne stringent formuleret vækstteori kan siges at starte med en artikel af Frank Ramsey i 1928, hvor husholdningers valg af opsparing via kapitalmarkederne fører til investeringer i ny kapital i virksomhederne, som kan skabe grundlaget for stigende produktion og indkomst over tid. Ramseys bidrag blev dog først alment kendt og brugt i 1960’erne.

I mellemtiden spillede Roy Harrods og Evsey Domars vækstmodeller, der forsøgte at integrere keynesiansk analyse, der lagde vægt på efterspørgselssiden, med vækstteori, en væsentlig rolle. Harrod-Domar-modellen anvendte en produktionsfunktion, hvor der var meget ringe substitutionsmuligheder mellem kapital og arbejdskraft, hvilket gav en iboende tendens til ustabilitet og høj ledighed. Disse forudsigelser stemte dog ikke overens med efterkrigstidens kraftige økonomiske vækst, så også Harrod-Domar-modellens forklaringskraft var begrænset.

Betydelig større indflydelse fik Robert Solows vækstmodel fra 1956. Den forudsatte, at husholdningerne altid opsparer en konstant andel af deres indkomst og opererede med muligheden for at variere forholdet mellem kapital og arbejdskraft i produktionen. Solows vækstmodel var på én gang enkel og i stand til at forklare en række vigtige sammenhænge i den økonomiske udvikling over større tidsrum. Den blev dominerende i den makroøkonomiske tankegang mange årtier frem og spiller stadig en vigtig rolle i undervisningen i vækstteori på universiteter verden over i dag. I løbet af 1960’erne, hvor Ramsey-modellen blev genopdaget, blev der også klarhed over, at Solows model kan ses som et nyttigt specialtilfælde af Ramseys mere generelle udgangspunkt, hvor opsparingskvoten i almindelighed ikke vil være konstant over tid.

Både Solow- og Ramsey-modellen lægger vægt på udviklingen i kapitalapparatet ved hjælp af investeringer, men i begge modeller er det den teknologiske udvikling, som i sidste ende er altafgørende for at kunne forklare en vedvarende vækst i den materielle levestandard. Samtidig forklarer modellerne ikke, hvorfra denne vækst i vores teknologiske viden kommer fra – det er blot en (eksogen) grundantagelse i modellen, at det teknologiske niveau vokser hvert år. Man kan dermed sige, at disse vækstmodeller i sidste ende ikke forklarer, hvad der egentlig skaber den langsigtede vækst i levestandarden.

Omkring 1990 førte kritikken heraf til fremkomsten af den såkaldte endogene vækstteori, som modsat de ældre eksogene vækstmodeller prøver at grave et spadestik dybere og forklare endogent, dvs. indenfor modellens rammer, hvilke mekanismer der tilvejebringer den teknologiske viden og dermed i sidste ende forudsætningerne for permanent vækst. En typisk fremgangsmåde er at inddrage en forskningssektor, hvor profitmaksimerende virksomheder forsøger at udvikle ny viden, som kan patenteres og derpå sælges til produktionsvirksomhederne, der udvikler de nye ideer til at fremstille nye og bedre varer og tjenester. Den endogene vækstteori, oprindelig anført af økonomer som Paul Romer, Robert Lucas og Philippe Aghion, førte til en stor opblomstring af både den empiriske og teoretiske forskning indenfor området, der har ledt til ny indsigt på en række områder som eksempelvis:

• Betydningen af markedsfejl: Produktionsprocessen for skabelse af ny viden er præget af eksternaliteter, og patenter skaber monopolmagt. Det giver økonomisk politik en vigtig rolle at spille i form af regulering af markederne
• Samspillet mellem international samhandel og økonomisk vækst
• Forskellige former for skalaafkast
• Betydningen af institutioner som eksempelvis håndhævelse af ejendomsrettigheder og andre juridiske principper eller politiske systemer

• økonomisk vækst
• makroøkonomi
• udviklingsøkonomi