Nichebank, specialiseret pengeinstitut, som koncentrerer sin virksomhed på nogle få finansielle produkter i modsætning til en universalbank, som tilbyder sine kunder alle gængse typer af bankforretninger. I Danmark bruges udtrykket især i forbindelse med mindre provinspengeinstitutter, som tilbyder indlånskunder en forholdsvis høj forrentning af indestående på kapital- og ratepensionskonti og andre opsparingskonti, og som placerer en betydelig del af instituttets portefølje i obligationer. Evnen til at konkurrere på indlånsrenteniveauet inden for de udvalgte nicheforretninger opnås ved en specialiseringsstrategi, som indebærer, at instituttet ikke eller kun i meget begrænset omfang anvender resurser til kreditvurdering og låneadministration vedrørende erhvervskunder.