Sæsonsvingninger, systematiske bevægelser i tidsserier inden for året. Sæsonsvingningernes størrelse kan variere med årene; fx er de i byggeriet påvirket af vinterbyggeriets øgede andel. De behøver heller ikke at være fuldstændig regelmæssige. Klimaet kan være årsag til svingninger; fx er der sæsonsvingninger i forbruget af fyringsolie, ligesom årstiderne styrer landbrugsproduktionen. Også højtidernes placering i kalenderen kan være årsag til sæsonsvingninger; fx er der en særlig stor omsætning i mange brancher i december måned pga. julen. Endelig styres en række beslutninger af faste tidsfrister og af faste regler for ferier, regnskabsaflæggelse, betalingsterminer mv. I mange tilfælde prøver man at rense sæsonsvingningerne ud af tidsserierne for at vurdere den langsigtede udvikling. Hertil er der udviklet en række statistiske metoder, se sæsonrensning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.