Nationalregnskab (Input-output-tabeller og -modeller), På grundlag heraf opstilles de såkaldte input-output-tabeller, der beskriver leverancerne af varer og tjenester mellem de enkelte erhverv og giver en detaljeret opdeling på varer og tjenester af de endelige anvendelser. Input-output-tabeller indeholder i sig selv en stor mængde nyttig information. Vha. tabellen kan der foretages beregninger, der yderligere belyser strukturelle forhold i økonomien. Dette sker inden for rammerne af en såkaldt input-output-model, som fremkommer under antagelse af, at de forhold mellem produktionsværdi (output) og forbruget i produktionen opdelt på leverende brancher (input), der er observeret i tabellen, er forholdsvis konstante. Man kan således beregne, hvorledes effekterne af produktion i et erhverv (direkte effekt) spreder sig ud til alle andre erhverv i økonomien (indirekte effekt) og giver anledning til import, beskæftigelse, energiforbrug m.m. Resultaterne af sådanne beregninger gives oftest i form af multiplikatorer, der viser de direkte og indirekte effekter af en krones yderligere produktion i et enkelt erhverv, fx de direkte og indirekte importkvoter.

Amerikaneren Wassily Leontief anses for input-output-analysens grundlægger og fik i 1973 nobelprisen i økonomi. I Danmark blev der også på et tidligt tidspunkt udført banebrydende arbejde inden for input-output-tabeller og -analyser af henholdsvis Viggo Kampmann og Poul Nørregaard Rasmussen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig