indkomstpolitik

Indkomstpolitik, politik, som iværksættes med det formål at reducere de nominelle indkomststigninger og dermed inflationen uden at risikere, at det på kort sigt indvirker negativt på beskæftigelsen og den økonomiske aktivitet.

Der kan skelnes mellem lønpolitik og en mere generel indkomstpolitik, der ud over lønpolitikken i almindelighed omfatter indgreb over for priser og avancer og evt. også indebærer udbyttebegrænsninger (selvom dette ikke har betydning for indkomstfordelingen), særbeskatning af visse erhvervsindtægter mv. Den rene lønpolitik strækker sig fra almindelige henstillinger om at udvise tilbageholdenhed og samfundssind over opstilling af konkrete rammer for den samlede lønudvikling, evt. kombineret med advarsler om højere skatter og afgifter mv., hvis rammerne overskrides, til direkte lovindgreb i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked, fx lønstop, uændret forlængelse af gældende overenskomster og ophøjelse af mæglingsforslag til lov.

Da arbejdslønnen tegner sig for hovedparten af al indkomst i et land, og da lønmodtagerne via deres organisationer må antages at have særlige muligheder for at fremsætte krav om kraftige nominelle lønstigninger, vil lønpolitik altid være et hovedemne i enhver indkomstpolitik. Motiveringen for evt. ledsagende indgreb over for priser og avancer kan dels være at vinde accept blandt lønmodtagerne for en større løntilbageholdenhed, dvs. vise, at det ikke kun er lønmodtagerne, der skal holde for, dels at tydeliggøre, at en lavere pengelønstigning ikke nødvendigvis fører til en lavere reallønsstigning.

I mange tilfælde, således ofte i Danmark, vil formålet med indkomstpolitik imidlertid ikke kun være at nedbringe inflationen ved en given beskæftigelsesgrad. Man vil også søge at opnå en forbedring af konkurrenceevnen over for udlandet, hvilket kræver, at inflationen i en periode bringes ned under udlandets. I sådanne tilfælde kan indkomstpolitikken ikke samtidig have til formål at sikre en stort set parallel indkomstudvikling for alle større grupper i samfundet. Når en konkurrenceevneforbedring er formålet, må en vellykket indkomstpolitik nødvendigvis indebære en forskydning i indkomstfordelingen til fordel for de erhvervsdrivende i eksporterhvervene og de importkonkurrerende erhverv. Øget løntilbageholdenhed betyder i så fald ikke kun afkald på ellers mulige pengelønstigninger for de beskæftigede, men kan i større eller mindre omfang også betyde afkald på en ellers mulig realindkomststigning.

Dette fordelingspolitiske problem er givetvis en af hovedårsagerne til, at der internationalt kun kan nævnes forholdsvis få eksempler på en vellykket længerevarende indkomstpolitik (for Europas vedkommende Holland i det første par årtier efter 2. Verdenskrig og til dels også Østrig). Der er endvidere vanskeligheder i form af kontrolproblemer og svækkelse af markedskræfterne mv. Ved indgreb af kortere varighed er en midlertidig stabilisering ofte set afløst af forstærket inflationspres, når indgrebene udløber. En vellykket indkomstpolitik forudsætter under alle omstændigheder en forholdsvis stram efterspørgselsstyring, således at der ikke udvikler sig et efterspørgselspres. Samtidig fører en sådan politik let til krav om øget medejendomsret for lønmodtagerne til kapitalen i virksomhederne og større indflydelse på lovgivningen på helt andre områder: boligpolitik, skattelovgivning, erhvervspolitik mv.

I Danmark er regeringen Krags såkaldte helhedsløsning 1963-65 og regeringen Schlüters indkomstpolitik i de første år efter regeringsskiftet 1982 de vigtigste eksempler på indkomstpolitik.